Svensk forsker: »Vi står ved en korsvej, og vi ved ikke, hvor det ender«

Når de etablerede partier - særligt Socialdemokraterna - ikke længere kan levere opdragelse og udjævning af klasseskel, så forfalder man til kulturelle forklaringer på indvandrerproblemerne.

Ifølge professor i statsvidenskab ved Gøteborgs Universitet Jonas Hinnsfors er den hidsige debat om svenskhed og svenske værdier et symptom på noget langt dybere. Den svenske velfærdsstat har nået et trin, hvor den ikke udvikles mere og måske endda er ved at blive rullet tilbage, mener han. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen og Gøteborgs Universitet

Den hidsige debat i Sverige om svenskhed og svenske værdier er et symptom på noget langt dybere. Den svenske velfærdsstat har nået et trin, hvor den ikke udvikles mere og måske endda er ved at blive rullet tilbage. Enten fordi viljen hos Socialdemokraterna eller de økonomiske muligheder ikke er der. Det seneste års massive indvandring og de kulturelle konflikter, den fører med sig, skubber den svenske værdidebat i en ny retning - væk fra det, som svenskerne er allermest stolte af nemlig velfærdssamfundet over imod nogle kulturelle definitioner, som det indvandrerkritiske Sverigedemokraterna (SD) længe har peget på. »Og vi ved ikke, hvor det ender,« siger professor i statsvidenskab ved Gøteborgs Universitet Jonas Hinnsfors.

»Man har også tidligere talt en del om svenske værdier, men den debat som har forløbet her i sommer er ny og anderledes. SD har anvendt begrebet svenskhed, og bruger betegnelsen »sverigesven« om de ledende i partiet, og det har smittet af på de andre partier. Socialdemokraterne har forsøgt at finde noget, der også er svensk, men har et socialdemokratisk præg. Derfor anvendte statsminister Stefan Löfven (S) i vinter begrebet ’den svenske model,’ som er et gammelt udtryk om velfærdsstaten og fagforeningerne, der samarbejder. (I Danmark: ’den danske model’, red.). Det skulle være det socialdemokratiske modsvar til  Sverigedemokraternas svenskhed. Ligestilling, lighed, velfærd og en stærk offentlig sektor.«

Så har de andre partier tilnærmet sig Sverigedemokraterna?

»Selv om alle partier nu taler om svenske værdier, så lægger de noget forskelligt i det. Man går ud fra, at det er noget, der kan lokke vælgere til. Men det er ikke så meget et spørgsmål om, at man tilnærmer sig SD, som at man forsøger at lægge sin egen definition ind i de svenske værdier. Men problemet for Socialdemokraterna, når de forsøger at genoplive ’den svenske model’ er, at der er en meget lille kraft i, hvad man vil og kan gøre. Hvilke reformer skal man gennemføre for at fylde den svenske model? Det har været Socialdemokraternas problem nu i 10-15 år. Man er svag, når det gælder kraftfulde svenske reformer, som fortsætter den linje man indledte i 1940erne og 50erne.«

Og derfor er det andre definitioner af ’svenskhed’ der vinder?

»Det som er blevet tydeligt over sommeren, er, at man i langt mindre omfang er i stand til at levere reformer af velfærdsstaten. I stedet bliver det paradoksalt nok til nogle udsagn, som betyder, at man nærmer sig SDs dagsorden: Mere politi, hårdere straf og den slags. I stedet for politisk at byde ind med økonomiske og strukturelle tiltag, så havner man i det kulturelle værdisæt.«

Men skyldes debatten ikke, at svenskerne med den store muslimske indvandring har mødt nogle andre værdier, som strider mod de svenske?

»Jo, det er helt sikkert også en ingrediens. Men hvis der havde været en kraft i Socialdemokratiet, så havde man betragtet de her problemer omkring indvandringen som klasserelaterede. Den hierakiske orden, som fandtes i 1950erne, 60erne og 70erne begrundede man i en klasseanalyse. Man opfattede samfundet som et klassesamfund, og velfærdssamfundet havde nogle meget stærke opdragelsesmæssige og patriarkalske træk. Man mente, at arbejderklassen skulle løftes ud af fattigdom og dårlige boliger, men den skulle også opdrages. Man ønskede en udjævning af klasserne. Og i det lys var velfærdssamfundet både opdragende og et kraftigt udjævnende værktøj. Og man var klar til at bruge meget store ressourcer på at nå de mål.«

Men opdragelsen og den sociale udjævning er vel stadig en del af velfærdsprojektet?

»De klasseskel, vi ser i Sverige i dag, minder ganske meget om dem, som vi så i 50’erne og 60’erne. I dag findes der en lignende situation, som knytter sig til, at der kommer indvandrergrupper, som ikke deler det etablerede syn på en mængde forhold i samfundet. Men partierne udformer i dag sin politik kulturelt - med kulturelle termer og i langt mindre grad med økonomiske. De grupper, der lander nederst på samfundsstigen, havde man tidligere en klasseanalyse af, og de bliver nu defineret kulturelt. Klasseforskellen mente man tidligere, at man kunne udjævne gennem kraftfulde økonomiske velfærdsressourcer. Men man orker næsten ikke reformerne mere. Det handler om kulturelle værdier og hårdere straf, og man bevæger sig længere og længere ind i det dagsorden.«

Men hvad med de sammenstød af værdier, som den muslimske indvandring har ført med sig?

»De etablerede partier havner for alvor i SDs lejr, når de begynder at betragte synet på ligestilling, seksuel chikane og kvindeundertrykkelse og sammenligner med, hvordan det var i 50erne, 60erne og 70erne. SD siger, at det i Sverige var meget fint på de områder - gamle idylliske Sverige - i guldalderen. Der var kvinderne fredede, og der var ligestilling. I dag er der så kommet en ny etnisk gruppe, og så er alt gået galt. Men ser man tilbage på den politiske debat fra dengang og de sociologiske undersøgelser, så var Sverige et meget opdelt land. Der var meget stor forskel på arbejderklassen og middelklassen. Drak man vin? Hvilken musik lyttede man til?  Og hvilket tøj havde man på? Det var en fuldstændig normalitet, at kvinder blev diskrimineret og seksuelt chikaneret. Det blev bare ikke betragtet som en forbrydelse. Hvis man betragter fortiden som om, at vi er gået fra noget homogent og stabilt til noget, som er utrygt og ustabilt, så tager man virkelig fejl.«

Men mødet med et grundlæggende andet mellemøstligt syn på kvinder påvirker vel debatten?

»Man skal selvfølgelig ikke se gennem fingre med de overgreb, som vi ser i dag, fordi de bliver begået af en fra Somalia. Men det er en meget kompliceret debat, Man er inde på den kulturelle måde at betragte det på. Og det er vigtigt at tale om kultur, men man slipper ikke for at diskutere de økonomiske og strukturelle vilkår, der gælder i et moderne samfund.«

Og hvor placerer det så det svenske samfund i dag?
»Jeg mener, at vi står ved en korsvej. Når man ikke rigtig orker at allokere flere ressourcer til svenskundervisning og hjælp på arbejdsmarkedet, som man gjorde i 40erne, 50erne og 60erne, da man opbyggede velfærdssamfundet, så taler man i stedet om værdier og dermed har man ubevidst legitimeret SDs måde at se på landet. Det er dilemmaet.«

Men svenskerne har altid været stolt af deres land?

»Den svenske nationalisme har været knyttet til velfærdsstaten. Det er det klassiske, og når man ikke længere udbygger den, så er nationalismen på vej til at tippe over til noget, der handler om det kulturelle, og det ved vi ikke, hvor ender. I andre lande har nationalismen været knyttet til selvstændighed. Norge og Danmark har været besat af tyskerne, og finnerne har været i krig - ja, hele Europa har været i krig. Så nationalismen i de lande handler om at beskytte sin egen nation. I Sverige har det ikke på samme måde været akut, fordi vi ikke har været i krig. Derfor har den svenske nationalisme og stolthed næsten udelukkende været knyttet til, at vi har gjort noget enestående - noget som vi fejlagtigt i Sverige har betragtet som unikt, nemlig velfærdsstaten. Når vi får en nationalisme med et andet fortegn, kan det helt forandre grundlaget for den svenske debat.«

Og er det også grundlaget for Socialdemokraternas vælgermæssige krise?

»Jo mere man fjerner sig fra det projekt, som har været grundlaget for ens ideologi og tilpasser sig moderne globaliserede forhold, des sværere har man ved at tiltrække de grupper, man normalt har kunnet appellere til. Nogle går til SD andre til venstrepartier som Miljøpartiet og Feministisk Initiativ. De klassiske partier har svært ved at håndtere værdidiskussionen. Når man taler udfordrerens sprog, er risikoen, at man bliver irrelevante.«