Svage ældre får mindre hjemmehjælp efter kommunalreform

Hver femte kommune på Sjælland skærer ned på den praktiske hjælp til f.eks. rengøring og vask, viser rundspørge. Ærgerligt og sørgeligt, siger Ældre Sagen. Dårlig økonomi tvinger os til det, siger kommunerne.

<a href='http://images.bm4.metropol.dk//252/252454/252454_original.jpg' target='_blank'>Se i stort format</a> Fold sammen
Læs mere

Flere tusinde ældre, som har brug for støtte, kan se frem til at få mindre hjælp til rengøring, madlavning vask, indkøb og andre praktiske opgaver, end de får i dag.

I kølvandet på den stort anlagte kommunalreform afsætter hver femte kommune på Sjælland færre penge pr. ældre på deres budgetter i år til såkaldt praktisk hjemmehjælp, end de gjorde sidste år.

Det fremgår af et rundspørge, som Berlingske Tidende har foretaget til borgmestrene i de 50 kommuner på Sjælland, Lolland og Falster. 41 har svaret, og heraf oplyser otte, at de skærer ned på den praktiske hjælp til den enkelte ældre, mens otte andre kommuner sætter beløbet op. I de øvrige kommuner er der tale om et uændret beløb.

Udviklingen vækker bekymring hos Ældre Sagen:

»Det er ærgerligt og sørgeligt, at der er et stort antal kommuner, hvor de ældre oplever et dyk i servicen på et område, som i forvejen gennem flere år er blevet ramt af besparelser. Vi havde håbet på bedre eller i det mindste uændret service som følge af kommunalreformen, men det er stadig usikkert, om det ender sådan, eller om det ender med at blive ringere,« siger chefkonsulent Olav Felbo.

Ældre Sagens egne undersøgelser viser også, at et større antal kommuner - på landsplan helt op til hver tredje af de 98 nye storkommuner - skærer ned på deres budgetter pr. ældre til praktisk hjemmehjælp.

Dyr udligningsreform
Blandt de kommuner, der skærer ned, er Frederikssund, som fra årsskiftet er blevet lagt sammen med Skibby, Jægerspris og Slangerup. De fire kommuner har skullet harmonisere deres forskellige serviceniveauer over for de ældre.

Desuden koster udligningsreformen, som er lavet i forbindelse med kommunalreformen, Ny Frederikssund Kommune over 70 mio. kr.

»Vi har været nødt til at foretage nogle opstramninger og barske prioriteringer for at få enderne til at hænge sammen. Det rammer bl.a. de ældre, som for en god dels vedkommende vil opleve en ringere service, hvor der bl.a. bliver længere mellem, at de får gjort rent,« siger borgmester Ole Find Jensen (S).

Kommuner under pres
I Kommunernes Landsforening ærgrer formanden for social- og sundhedsudvalget Tove Larsen (S) sig over, at de nye storkommuner skal starte med så »skrabede budgetter« på grund af Folketingets stramme økonomiske styring.

»Mange kommuner er presset økonomisk. Og når man ikke kan få tingene, er man nødt til at gå ind og kigge på de store serviceområder, som vi selv har indflydelse på, bl.a. ældreområdet. Den personlige pleje er fredet, og det kan sætte den praktiske hjælp under pres,« siger Tove Larsen.