Svært at undgå storkonflikt

Hvis det bare var nogle enkelte lavtlønsgrupper, der skulle løftes, kunne man løse problemet. Men alle vil løftes nu, siger arbejdsmarkedsforsker.

Det er uhørt og historisk vanskelige forhandlinger, som overenskomstforhandlerne i kommuner og regioner om kort tid tager fat på. Både Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne har lovet offentligt ansatte ekstra milliarder, og de seneste uger er forventningerne vokset over alle bredder.

Det er baggrunden for, at de regionale arbejdsgivere beder om en tænkepause i forhandlingerne, og at blandt andre Socialdemokraterne har talt for at nedsætte en lønkommission.

»Det begyndte jo med nogle social- og sundhedsassistenter i Holstebro, og indtil for nogle uger siden kunne der nok have været skabt enighed om, at her var et problem, man skulle have løst. Men siden er det gået i selvsving. Alle faggrupper har meldt sig med krav,« siger arbejdsmarkedsforskeren Flemming Ibsen fra Aalborg Universitet.

Men der er ikke så meget at gøre ved det lige nu, er hans vurdering. Det er klart, at de parter, som har indgået en overenskomst, til hver en tid kan aftale at ændre den - også forlænge den uændret et år, hvis de vil. Men det ville skabe voldsom utilfredshed hos de offentligt ansatte, så det siger fagbevægelsen nej til - med mindre de får et stort lønløft her og nu; sygeplejerskerne har for eksempel straks krævet ti procent i lønforhøjelse for at gå med til en etårig tænkepause. Og det var jo netop meningen med tænkepausen, at den skulle afværge de store lønkrav.

Politikerne kunne i stedet vælge at gennemføre et politisk indgreb straks med det samme og ved lov forlænge de kommunale overenskomster et år. Det er juridisk muligt; Folketinget kan godt vedtage sådan en lov. I praksis er det ingen mulighed, fordi det vil udløse masseprotester; det »ville nærmest fremkalde en generalstrejke,« siger Flemming Ibsen.

Tilbage bliver at lade forhandlingerne gå deres gang, eventuelt bryde sammen til foråret og så gribe ind og lade en lønkommission udrede problemerne med offentligt ansatte, der mener sig hægtet af samfundets lønudvikling.

Nogen nem løsning er det ikke, for den samlede lønudvikling for det offentlige skal helst holdes på samme niveau som det private arbejdsmarked, så skal nogle grupper have mere, skal andre have mindre.

»Det giver ikke mening at have en lønkommission, der alene omfatter sundhedssektoren,« siger Flemming Ibsen.

»Komissionen skal både kigge på lønrelationerne inden for den offentlige sektor og i forhold til den private sektor. Men de offentligt ansattes forventninger er jo, at alle skal have mere.«

Endelig går dagens problemer i flere tilfælde tilbage til sidste gang, man havde en lønkommission:

»I starten af 1970erne lavede man en stillingsstrukturreform, hvor man kiggede på alle funktioner - hvilke kompetencer kræver de, hvor komplicerede er de og hvilke uddannelser kræver de - og så så på, hvad markedet ville give de funktioner. Og her mener sygeplejerskerne og andre grupper, at de i sin tid blev forkert indplaceret. Den reform var det store syndefald,« siger Flemming Ibsen.