Svært at slippe de voksne børn

Når børnene flytter hjemmefra, efterlader de et tomrum hos forældrene, der nu skal acceptere, at de ikke længere spiller hovedrollen i børnenes liv og i stedet skal til at fokusere på eget liv og samliv.

»Jeg synes, at mine forældre er blevet meget mere forelskede at se på, efter at min bror og jeg er flyttet. De har en helt anden glæde over for hinanden. Jeg har også sagt det til dem,« siger 20-årige Karoline Halberg Franck, der flyttede hjemmefra sidst i januar. Foto: Asger Ladefoged Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Far, mor og vokne børn
Larmen fra teenageværelset har fortonet sig. Vasketøjskurven bugner ikke længere. Det gør til gengæld køleskabet, der ikke bliver ribbet af husets unge. Når sidste barn er flyttet, og forældre mister en hverdag, hvor de har en betydningsfuld rolle for børnene, rammes forældrene af en tomhed, der fordrer, at de tager deres egen identitet op til revision. Det forklarer psykolog Ida Koch. Hun har gennem 30 år arbejdet med unge og bidraget til bogen »Kunsten at give slip – når børnene flytter hjemmefra«.

»Når børnene flytter hjemmefra, går forældrene fra at være meget betydningsfulde i børnenes liv til at få en mere perifer rolle. Et helt nødvendigt rolleskift, hvor man skal acceptere, at børnene får deres eget liv,« siger Ida Koch.

Men det kan være svært. For selv om forældrene ikke længere er hovedpersoner i børnenes liv, så er børnene stadigvæk hovedpersoner i forældrenes liv – formentlig resten af livet.

»Det er det dilemma, vi løber ind i. Vi er ofte ikke mætte af at være forældre, når vi skal give slip,« siger Ida Koch.

De blandede følelser er højaktuelle for 48-årige Lisbeth Halberg Franck, der sidst i januar måtte se sin datter Caroline på 20 år flytte fra barndomshjemmet til en forældrekøbt lejlighed på Østerbro i København. Tilfældigvis er lillebror Andreas samtidig rykket på efterskole. Så nu er villaen i Værløse tom for børn.

»Sorg er nok for stort et ord at bruge, men jeg synes helt klart, at det er hårdt. Det er jo ikke sådan, at livet går i stå, men jeg har hele tiden den der opsplitning imellem, at jeg sagtens kan forstå Caroline, og at jeg synes, det er fornuftigt, at hun er flyttet – men så er der også denne form for ensomhed. Lige pludselig er de ikke en fysisk del af hverdagen. Jeg er jo stadig mor, og jeg har stadig behov for at være sammen med min datter,« siger Lisbeth Halberg Franck.

Skyldfølelsen rammer

Børne- og familieforsker Per Schultz Jørgensen forklarer, at mens man tidligere sendte sine børn ud i verden og lod dem stå på egne ben allerede i konfirmationsalderen, har forældre i dag sværere ved at give helt slip, selv når børnene er i tyverne. »Relationen mellem børn og voksne bygger i dag på følelser, hvor det førhen var strukturer som traditioner, økonomi eller moral, der bandt familien sammen. Det kommer bl.a. til udtryk ved, at relationer ofte er uafsluttede, de er bundet op på følelser, der ikke bare forsvinder,« siger han.

Følelserne kan både være intense og positive som nære tilknytninger, men også langstrakte og mere negative. Og følelser rummer ofte skyld – også forældres skyld.

»Moderne forældre arbejder meget, så mange forældre kan blive ramt af en følelse af tvivl på, om de nu har gjort nok. Det forsøger de så at betale sig ud af, ved at insistere på at blive længere i børnenes liv,« siger han.

Men ifølge Ida Koch er der ikke nogen vej udenom. De unge skal sættes fri, og det uden at man sender barnet ud med en skyldfølelse af at have forladt sine forældre, eller giver ens børn den opfattelse, at de har behov for én og ikke kan klare sig selv.

»Derfor er det vigtigt, at man gradvist begynder at flytte sit fokus fra de unge mod sit eget liv. Man udfylder den tomme rede, ved at gøre noget for sig selv og blive ved med at udvikle sig i stedet for at klamre sig til barnet,« siger hun.

Voksen til voksen-relation

Selv om børn og forældre starter på et nyt liv hver for sig, betyder det ikke, at kontakten forsvinder.

»Men relationen forskydes og bliver mere horisontal, hvor man kan dele interesser og have glæde af hinanden på en mere voksen-til-voksen måde,« siger Ida Koch.

Caroline og hendes mor lader da også til at have fundet, vejen til at være voksne sammen. De sender jævnligt SMSer til hinanden om alt fra bygkorn i øjet til madopskrifter, som de siden laver sammen. Og de har på sin vis planer om at rykke tættere sammen igen, for da Caroline rykkede ud, satte Lisbeth Halberg Franck og hendes mand deres hus til salg. De har allerede købt en lejlighed i København, som de om et års tid flytter ind i. Det ser datteren Caroline frem til.

»Det er kun positivt, at de kommer ind til byen. Så kan man lige hoppe op på cyklen og mødes på midten på en café og få opsummeret hele ugen. Eller man kan mødes til en gang træning eller fitness,« siger Caroline.

Ikke kun relationen mellem børn og forældre ændres, når børnene forsvinder fra hjemmet. Det fokus, der før var centreret omkring barnet, ændres nu til ens parforhold. En del bliver skilt, når børnene flytter, og det er ikke tilfældigt, påpeger Ida Koch.

Parforhold på prøve

Ifølge parterapeut Ingrid Ann Watson kan den nye situation betyde, at man får mulighed for at genopdage en glød og gnist, der måske hele tiden har været der, men som har været gemt væk bag børn og arbejde i mange år. Men det kan også gå i den anden retning.

»Hvis man har haft et dårligt parforhold i flere år, men har gemt sig bagved børnene, kommer det frem af skabet nu. Man har ikke noget at tale om, kan måske slet ikke lide hinanden. I hvert fald elsker man ikke hinanden mere og har ingen fælles interesser at holde forholdet sammen med,« siger hun.

Uanset hvad, så er det en ny situation, som forældrene bør sætte sig ned og snakke om.

»Hvad de vil have ud af de næste fyrre år. Det kan være at huset er for stort, så man finder et mindre, eller man begynder at spille golf eller genoptage en gammel interesse. Men også hvorvidt man egentlig ønsker at leve de næste 40 år sammen,« siger Ingrid Ann Watson.

Lisbeth Halberg Franck forstår godt, at nogle par »bliver ramt af en forhammer«, når børnene ikke længere er hverdagens naturlige omdrejningspunkt.

»Men det kan også skabe en større nærhed. Vi har sat os ned og talt om, hvordan vores liv skal fungere nu. Om vi skal sidde i hver vores ende af sofaen og stirre på hinanden. Vi vil prøve at være sammen på en anden måde. Vi har ikke været særligt gode til at dyrke dette her med at tage af sted på ferier alene. Vi har altid haft vores børn med. Det er sådan nogle ting, vi skal. Nu er tiden kommet til at være alene,« siger Lisbeth Halberg Franck.