Susanne Bier: Det her er da vildt fantastisk

"Efter brylluppet" skal dyste med bl.a. stasi-dramaet "De andres liv" om en Oscar. Utroligt og en kæmpe anerkendelse, siger den danske instruktør.

- Er det her ikke vildt fantastisk? Det er da så sjovt og så fedt.

Sådan lød den spontane kommentar fra en lykkelig Susanne Bier, da Ritzau talte med hende, umiddelbart efter at det stod klart, at hendes film "Efter brylluppet" er nomineret til en Oscar.

Den danske instruktør opholdt sig i New York og fulgte her den direkte tv-transmission fra den amerikanske vestkyst, hvor nomineringerne blev offentliggjort.

Nomineringen er det foreløbige højdepunkt i den 46-årige Susanne Biers karriere.

- Jeg tør slet ikke tro på, at jeg har en chance, når statuetten skal uddeles. Men bare det, at flere hundrede millioner tv-seere kommer til at se præsentationen af en forholdsvis lille dansk film, det er jo utroligt. Og samtidig en kæmpe anerkendelse, siger hun.

Fem film er nomineret i kategorien bedste ikke-engelsksprogede film. Blandt de øvrige er det tyske stasi-drama "De andres liv"..

/ritzau/