Superbegavede elever får deres egne klasser

Danmarks første super-klasser for elitebørn åbnes i Århus.

Som det første gymnasium i Danmark opretter Århus Købmandsskoles handelsgymnasium nu særlige klasser for den boglige elite.

Det skriver Århus Stiftstidende..

"Vi har lyttet til regeringens krav om, at flere skal have en videregående uddannelse, og indtil nu har vi manglet et tilbud til de rigtig dygtige elever, som kan lide at lave lektier," siger uddannelsesleder Michael Sandberg til Stiftstidende.

Allerede nu er der stor interesse for klasserne, der kommer til at hedde A6, fordi eleverne får seks fag på allerhøjeste niveau.

"Vi regner med, at elever fra hele Jylland søger uddannelsen," siger Michael Sandberg.

Eleverne bliver undervist på A-niveau i økonomi, matematik, dansk, tysk, engelsk og afsætning, og formålet er, at eleverne efter eksamen går direkte ind på de højere læreanstalter.

Før eleverne kan optages på uddannelsen, skal de igennem en samtale, så skolen kan sikre sig, at det faglige niveau og viljen til at læse lektier er til stede.

"Der bliver ikke plads til så meget fritidsarbejde og sport, og nogle af eleverne kan blive nødt til at vælge noget fra," mener Michael Sandberg.

Handelsgymnasiet har stor succes med at specialisere sig, for eksempel med en sportsklasse og klasser med særlig fokus på innovation, som hver tredje elev har valgt. Derfor frygter skolen ikke, at eliteklasserne bliver betragtet som særlig nørdede.

"Når vi kan oprette særlige klasser for kreative og sportsinteresserede elever, bør vi også have noget for de meget ambitiøse og målrettede elever," mener Michael Sandberg.

I forbindelse med oprettelsen af eliteklasserne har Århus Købmandsskole indgået samarbejde med Danske Bank, Dansk Supermarked Gruppen, Arla og Grundfos, hvor eleverne skal i praktik og får sparring gennem hele det treårige forløb.

Hos Grundfos ser uddannelseschef Kurt N. Mikkelsen med glæde på eliteuddannelsen.

"Vi har nogle unge mennesker, som skal have nogle større udfordringer end andre. Vi skal jo gerne op i world class, så det ønsker vi også, at vores elever kommer. Derfor er det dejligt med sådan nogle initiativer."

Kilde: Århus Stiftstidende