Sundhedsstyrelsen - en vagthund uden tænder

Nyhedsanalyse. Flemming Steen Pedersen, journalist med speciale i sundhedsområdet, forklarer baggrunden for, at Sundhedsstyrelsen i øjeblikket er så udskældt.

Foto: Linda Kastrup. Flemming Steen Pedersen.
Læs mere
Fold sammen

Hvis man trækker tænder ud på en vagthund, må man også regne med, at den ikke kan bide helt så hårdt, som man måske gerne vil have, at den skal kunne.

Det er det billede, der lynhurtigt melder sig hos centrale kilder i sundhedsvæsenet, når de skal forklare baggrunden for den heftige kritik, som en international ekspertgruppe har rettet mod den danske Sundhedsstyrelse. Eksperterne har sat deres fingre på flere end 50 ømme punkter, hvor de mener, at tilsynet og kontrolsystemet halter, og hvor der er brug for klare forbedringer.

Kritikken går bl.a. på, at styrelsen er for dårlig til at kommunikere både indad- og udadtil. Det er uklart, hvornår den kan eller skal reagere på risici. Det går for langsomt, og der mangler koordination af indsatsen for at løfte kvaliteten af behandlingen i det danske sundhedsvæsen. Det var tidligere sundhedsminister Astrid Krag (S), der bestilte undersøgelsen, men i realiteten burde resultatet ikke kunne komme bag på hverken hende eller den nuværende minister, Nick Hækkerup (S), samt politikere i Folketinget.

Meget af kritikken falder tilbage på dem selv, for politikerne har været med til at kaste styrelsen ud i voldsomme sparerunder i de senere år, hvor der er skåret mere end 100 mio. kroner af budgetterne.

De har også fjernet en række væsentlige opgaver, som kunne være med til at give styrelsen de første fingerpeg om alvorlige problemer. Det gælder bl.a. systemet med indberetning af utilsigtede hændelser, som er flyttet over i Patientombuddet. Den slags kommer der efterhånden cirka 150.000 af om året fra personale på sygehuse og plejehjem, og de skulle, i hvert fald på papiret, være en værdifuld kilde til at spotte fejl og mangler, som kan gå ud over patientsikkerheden.

Tilsvarende er hele området med sundhedsdokumentation blevet flyttet over til Statens Serum Institut. Det er hér, der indsamles og formidles data om befolkningens sundhedstilstand samt data om aktivitet, økonomi og kvalitet i sundhedsvæsenet, hvilket også kunne være nyttig information for en tilsynsmyndighed.

På den måde har politikerne været med til at »amputere« styrelsen, lyder vurderingen blandt styrelsens samarbejdspartnere. Her bemærker man også, at de udenlandske eksperter understreger, at ministeren har ansvaret for at sikre den nødvendige økonomi og lovgivning, som gør det muligt at bedrive et mere aktivt tilsyn.

Kritikken skriver sig også ind i det evige dilemma, som har været nærmest et eksistensvilkår for styrelsen i hele dens levetid. Nemlig om den skal stræbe mod at være en faglig stærk enhed, som også præsenterer ministre og politikere for ubekvemme synspunkter og løsninger, eller om den skal navigere mere efter de politiske pejlemærker med risiko for at miste fagfolkenes respekt.

Hér er der ingen tvivl om, at Sundhedsstyrelsen efter de mange centraliseringsøvelser i strukturreformen fra 2007 er rykket tættere på sundhedsministeren og -ministeriet, hvilket kunne tale yderligere for, at de aktuelle problemer burde være kendt stof.

Det fremhæves dog, at styrelsen også tidligere har fremstået noget gumpetung, og at kritikken om, at man reagerer for langsomt på beretninger om problemer, langtfra er ny.

Blødersagen, Boneloc-sagen og uskønne slagsmål med sygehuse og regioner om, hvem der havde ansvaret for at sørge for at sende ventetidsplagede kræftpatienter til udlandet, har i årtier været en del af en dyster baggrundsmusik omkring Sundhedsstyrelsen.

Med til billedet hører også, at styrelsen faktisk høster ros for flere offensive tiltag, som har været med til at løfte kvaliteten af den behandling, syge danskere får. Det er ikke mindst tilfældet med den såkaldte specialeplan, hvor det er lykkedes for styrelsen at gennemtrumfe, at en stribe komplicerede behandlinger af alvorlige sygdomme samles på færre sygehuse og afdelinger.

Styrelsen er desuden blevet udstyret med øgede beføjelser til at føre tilsyn og gribe ind ved dårlig kvalitet. Det er dog primært i forhold til privathospitaler, som behandler forholdsvis få patienter i forhold til de offentlige sygehuse. Den »ubalance« hæfter man sig ved blandt de udenlandske eksperter og, i sagens natur, også blandt privathospitalerne, som nok ville står klar med et godt tilbud, hvis politikerne skulle ønske at udstyre sundhedens vagthund med et nyt stålgebis, der også bider det offentlige system bagi.