Til formiddag var partiernes sundhedsordførere indkaldt til orientering hos sundhedsminister Magnus Heunicke (S). Emnet var en regional og gradvis genåbning, der i disse dage diskuteres indgående på Christiansborg og i resten af samfundet.

I forbindelse med en potentiel genåbning har flere ordførere efterspurgt beregninger fra Statens Serum Institut. De skal belyse, hvordan smittespredningen bliver påvirket, såfremt regeringen eksempelvis genåbner skolerne for afgangseleverne.

På den baggrund kan regeringen tage stilling til, hvad der er forsvarligt at genåbne.

Ifølge Venstres sundhedsordfører, Martin Geertsen, er arbejdet med disse beregninger dog ikke gået i gang endnu, og det skuffer ham. Han havde nemlig fået et indtryk af, at regeringen havde bestilt beregningerne i sidste uge.

»Jeg havde forventet, at regeringen havde sat arbejdet i gang. Det er klart det indtryk, vi har fået, når vi har talt med regeringen. Men sådan som det blev præsenteret i dag, begynder man først på det nu. Det er helt ude i skoven,« siger han

Martin Geertsen mener, at beregningerne er helt afgørende for gradvist at genåbne samfundet.

»Mennesker mistrives, og virksomheder går konkurs, så det er ganske enkelt for dårligt, at regeringen ikke er kommet længere i processen. Jeg ved ikke, om regeringen bevidst forsinker processen, men tanken er nærliggende.«

Torsdag aften mødtes regeringen med den faglige referencegruppe. Den består af en lang række eksperter, som rådgiver regeringen omkring forskellige genåbningsscenarier. Magnus Heunicke (S) oplyste forud for mødet, at arbejdet med beregningerne nu ville blive sat i gang.

Eksperterne skal konkret se på detailhandlen, de ældre klasser og udendørs idræt.

Det er dog utilstrækkeligt, at arbejdet først blev sat i gang i går, mener Martin Geertsen.

»Regeringen må svinge taktstokken noget hurtigere. De har i forvejen haft lang tid til at forberede sig på disse scenarier,« siger sundhedsordføreren.

I går argumenterede professor i eksperimentel virologi Allan Randrup Thomsen for, at regeringen godt kan påbegynde en genåbning af afgangsklasserne. Til DR har matematiker og virolog på Roskilde Universitet Viggo Andreasen talt for, at der tværtimod bør indføres nye restriktioner på grund af truslen fra den engelske variant.

På trods af uenigheden mellem eksperterne mener Martin Geertsen, at regeringen bør genåbne de ældste klasser og mindre butikker.

Også selvom det indebærer en vis risiko for, at smitten eskalerer.

»Jeg har respekt for, at eksperterne tager bestik af situationen og adresserer risikoen. Men vi må også kigge på børnenes trivsel og samfundsøkonomien. Der er en middelvej, vi bliver nødt til at betræde,« siger Martin Geertsen.

SFs sundhedsordfører Kirsten Normann Andersen, der også var med til mødet, oplyser dog til Jyllands-Posten, at de første beregninger vil være klar i løbet af næste uge. I den efterfølgende uge –  uge 8 – vil regeringen så være i stand til at komme med en politisk udmelding om en gradvis genåbning, siger hun ifølge avisen.

Berlingske forsøger at få en kommentar fra Sundhedsministeriet. Magnus Heunicke udtalte imidlertid følgende torsdag:

»Jeg kan godt forstå, at man - især hvis man bor et sted med lav smitte - tænker, at her kan man måske åbne op nu og her. Men man skal huske på, at virussen ikke kender til kommunegrænser,« sagde han ifølge TV2.