Sundhedsminister: »Det er et absurdt højt tal«

Sundhedsministeren er chokeret over de høje udgifter til at behandle syge udlændinge.

Sundhedsordførere kræver handling for at sikre, at danske sygehuse i større udstrækning får penge for at behandle udlændinge. Fold sammen
Læs mere
Foto: REUTERS FILE PHOTO

Vi skal have drevet flere af de penge ind. Punktum.

Det duer ikke, at danske sygehuse behandler et meget stort antal udlændinge uden at få penge for dette – især ikke når sygehuse i udlandet er lynhurtige til at opkræve penge for at behandle syge danskere, og de hjemlige sygehuse kæmper med at få økonomien til at slå til.

Dét er holdningen hos sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) og sundhedsordførere i Folketinget, hvor oplysningerne om de store udgifter til at behandle udlændinge på danske sygehuse vækker betydelig opsigt.

Alene Region Hovedstaden havde sidste år udgifter på næsten 200 millioner kroner til at behandle borgere fra en lang række lande på regionens hospitaler.

Samtidig viser nye tal, at danske myndigheder betaler langt større beløb for at få behandlet syge danskere på hospitaler i andre EU-lande, end Danmark får ind på at tage sig af syge EU-borgere på hospitaler herhjemme.

»Det konkrete tal fra Region Hovedstaden er absurdt højt, og det er bekymrende, at man ikke har haft fokus på det, når det er så høje summer, man har ude og svømme - også når man hører, at afdelinger på hospitaler føler sig klemt, fordi de mangler langt mindre beløb,« siger Ellen Trane Nørby.

Hun vil nu gå efter at få skabt et nationalt overblik over, hvor store udgifter der på landsplan er tale om på dette område.

»Der ligger virkeligt et arbejde for regioner og kommuner i at få indhentet de penge, som udenlandske turister og andre skal betale, når de trækker på vores sundhedsydelser,« siger ministeren, der også henviser til, at Styrelsen for Patientsikkerhed har bebudet en oplysnings-indsats på området.

Sundhedsordførerne kræver ligeledes, at der handles på oplysningerne.

»Vi kan jo ikke leve af at behandle en masse udlændinge uden at få penge for det. Vi ved jo også, hvordan danske borgere bliver afkrævet garantier for, at deres behandling vil blive betalt, når danskere bliver syge i udlandet. Derfor skal vi simpelthen være bedre til at få inddrevet de penge,« siger formanden for Folketingets sundhedsudvalg, Liselott Blixt (DF).

Hun fremhæver, at de øvrige regioner bør se nærmere på indsatsen i Region Sjælland for at få flere penge ind fra de op imod 900 udlændinge, der sidste år blev behandlet på regionens sygehuse.

»Men vi må også generelt vurdere, om der skal nye metoder til for at gøre udenlandske patienter opmærksomme på, at vi altså skal have noget betaling. Kræver det en ændring af sundhedsloven, må vi se på det,« siger Liselott Blixt

Socialdemokraternes sundhedsordfører, Flemming Møller Mortensen vil have sundhedsministeren til at redegøre for, hvordan mulighederne er for at inddrive pengene, og »om praksis og systemer er opdaterede og entydige i de fem regioner«.

»Det kan det ikke nytte, hvis praksis og værktøjerne er forskellige i regionerne. De penge skal hentes hjem,« siger Flemming Møller Mortensen.