Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Alt ånder tilsyneladende fred og ro i Stefanskirken på Nørrebro i København, hvor de 11 sultestrejkende iranere har fået at vide, at de tirsdag skal forlade kirken.
- Og de har fortalt os, at de forlader kirken her klokken 12 tirsdag. Vi forventer, at det vil foregå fredeligt og roligt, siger Niels Nymann Eriksen, der er talsmand for Stefanskirken.
De 11 iranere rykkede ind i kirken onsdag i sidste uge, hvor de straks indledte en sultestrejke. De 11 - ni mænd og to kvinder - er alle afviste asylansøgere.
Niels Nymann Eriksen fortæller, at venner og støtter til de sultestrejkende mandag aften var samlet i kirken, hvor det udviklede sig til en slags afskedsfest.
- Der var en god atmosfære, der blev sunget både iranske og danske sange, og præst i Stefanskirken, Pernille Østrem, var også til stede, siger Niels Nymann Eriksen.
Iranerne har oplyst, at de vil fortsætte deres sultestrejke et andet sted, men han har ikke fået oplyst hvor.
En af de sultestrejkende, Farhad Talebi, har tidligere sagt til Berlingske Nyhedsbureau, at de 11 ser sultestrejken som eneste mulighed for at blive i Danmark.
- Hvis vi kommer tilbage, er det tortur, fængsel og en hel masse andre forfærdelige ting, der venter på os. Der er mange problemer med regeringen dernede. Vi kan ikke tage tilbage til Iran. Vi ved, at hvis vi vender tilbage, så får vi en dødsdom, når vi ankommer, siger Farhad Talebi, som har boet i asylcentret Kongelunden i otte år.