Stukket ned efter værtshusbesøg

Kom i skænderi på gaden efter værtshusbesøg og blev stukket ned med kniv. Offeret er efter operation uden for livsfare.

En 21-årig mand blev under et klammeri tidligt søndag morgen stukket ned med en kniv på Bramslykkevej i Valby i København. Han er formentlig blevet ramt af tre knivstik i ryg, bryst og skulder, men er uden for livsfare, efter at han tidligt søndag blev opereret på Rigshospitalets traumecenter, oplyser politiet.

Den 21-årige havde sammen med to kammerater været på et værtshus i området, da de kom i klammeri på gaden med en anden gruppe unge, fortæller kriminalpolitiets centrale vagtleder.

Baggrunden for uoverensstemmelserne var ikke kendt tidligt søndag, og politiet havde endnu ikke pågrebet nogen gerningsmand.

/ritzau/