Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
I Danske Studerendes Fællesråd (DSF) er man betænkelig ved et forslag om at flytte uddannelser ud i provinsen
Det siger uddannelsespolitisk næstformand Mads Hareskov Jørgensen.
»Vi er ikke principielt afvisende. Men vi deler universiteternes bekymring for, at man kommer til at smøre fagligheden for tyndt ud,« siger han.
»Der er en reel risiko for, at man går på kompromis med, at der skal være en kritisk masse i forhold til studiemiljø og forskermiljø, hvis man laver udflytning i alt for stort omfang.«
Over for Jyllands-Posten udtrykker borgmestre ønske om at flytte uddannelser ud fra de store byer.
Men også på universiteterne er der modstand mod at fordele uddannelserne ud på flere adresser.
»Hvis vi skal sikre den internationale standard, kræver det, at vi kan skabe nogle tilstrækkeligt store faglige miljøer, hvor forskere kan udfordre hinanden og lære af hinanden«, siger formanden for Danske Universiteters Rektorkollegium, Anders Bjarklev.
Samtidig nævner han økonomien som en anden stor udfordring.
»Hvis vi spreder det tyndere ud, skal vi også etablere meget dyrere laboratoriefaciliteter flere steder i landet, så vi kan sikre, at vores kandidater har en international standard.«
Universiteterne har allerede i dag lokale afdelinger rundt om i landet. Det giver udfordringer med at fastholde forbindelsen med moderinstitutionen, påpeger Mads Hareskov Jørgensen.
»Der bliver større afstand til resten af institutionen, både helt lavpraktisk og også kulturelt. Vi ved, at der kan være udfordringer med eksempelvis at blive ordentligt inddraget i forskellige medbestemmelsesorganer og beslutningsprocesser på universiteterne.«