Studerende efterlyser klare regler til at kvitte smøger

Elever på erhvervsskoler ryger mere end andre unge. De ønsker hjælp fra lærere og politikere til at stoppe.

Foto: JØRGEN JESSEN

En stor del af de studerende på erhvervsskolerne vil gerne kvitte cigaretterne, men de efterlyser hjælp fra politikere og lærere.

Det viser en ny rapport, hvor Vidensråd for Forebyggelse i samarbejde med Komiteen for Sundhedsoplysning har interviewet 200 elever om deres rygevaner. Det skriver Politiken.

Hele 37 procent af erhvervsskoleelever ryger dagligt, mens det til sammenligning er 12 procent af de unge i gymnasiet, viser de seneste tal, som stammer fra Ungdomsprofilen 2014.

I undersøgelsen giver mange af de unge udtryk for, at hvis de stopper med at ryge, mangler de andre måder at knytte sociale bånd på.

Det kan eksempelvis være bordtennisborde, bordfodboldborde eller hyggekroge. Desuden ønsker de, at der indføres rygeregler, og at de overholdes.

»De føler, at rygepauserne er deres indgang til at lære klassekammeraterne og lærerne at kende,« siger rygeforsker og formand for arbejdsgruppen bag den nye rapport Susan Andersen til Politiken.

I 2012 blev der fra politisk side indført et forbud mod rygning på skolers matrikler, men det er erhvervsskolerne undtaget fra.

Det er på trods af, at eleverne i undersøgelsen giver udtryk for, at de ønsker rygeregler. Det samme ønsker direktør for Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier Lars Kunov.

Sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) er dog ikke indstillet på at forbyde rygning på erhvervsskoler.

»Det står skolerne fuldstændig frit for at indføre lokale initiativer og rygepolitikker, og jeg kan da kun opfordre til, at man lokalt tager stilling til, hvad man på den enkelte skole kan gøre for at skabe et miljø, der er sundt og godt for alle elever,« skriver hun til Politiken.

Både regeringspartneren Liberal Alliance og støttepartiet Dansk Folkeparti er enige med sundhedsministeren.

Socialdemokratiet har ikke taget stilling, mens SF, Enhedslisten og Alternativet ønsker et rygeforbud på linje med det, der gælder på gymnasierne.

/ritzau/