Strøtanker

Sandheden er at jeg flygtede, langt langt væk op på et bjerg, tusindvis af kilometer, jeg gik i kloster og slap for valget.

Metropol … ja, dette er som en opmærksom læser vil vide et rum hvor der skrives om byen, hovedstaden, på godt og ondt. Jeg må lægge kortene på bordet og erkende min knibe, jeg ved ingenting om hvordan livet er i hovedstaden for tiden, andet end på det overordnede, lidet opmuntrende plan. Sandheden er at jeg flygtede væk, langt langt væk op på et bjerg, tusindvis af kilometer, jeg gik i kloster og slap for valget. Mit kloster lå i en anden art by, hvor lydene var kirkens klokker der slog, først timeslag, så kvarterslag – eller af og til omvendt – yndefuld underliggende musik til landskaberne sammen med klapren fra æslers og muldyrs hove – de tog det tunge læs på de kanter – desuden fårenes bjælder om aftenen når de blev hentet hjem af en olivenfarvet hyrdedreng og hans hund, siden galende haner, alle mine yndlingslyde. Jeg boede et sted hvor man hentede druerne i haven til den vin man drak om aftenen, og olivenhøsten var i gang, tænk, et væld af farver, at der findes så mange, olivenerne blev siden til den olie man hældte på sine tomater. Jeg så en landarbejder som gik og hakkede i jorden i vingården, han var klædt i hvidt. Det burde indføres ved lov, selv i vores afsjælede landskaber ville det pynte op. Unge mennesker mødtes på cafeen lørdag aften for at få en lille stærk kop kaffe, ingen af dem gik og svingede med en flaske vodka, tanken var utænkelig, nej, ikke utænkelig, dét der kommer tre trin efter utænkelig, jaja, ikke alle indretter sig som os.

MEN IKKE LÆNGERE at blive vækket om morgenen af solen som rosa stiger op bag bjergene og lidt efter lader alt det gyldne plaske ned i den blå bugt, mens de sartgule slumrende bjergbyer langsomt vågner op, ufda, det bliver drøjt! Hele tiden at skulle repetere nu er der kun 20 dage til det vender – så er der kun 41 dage til det er blevet lysere … nu er der kun 19 dage til det vender, så er der kun 39 til det er blevet lysere, også videre, ogsåvidere. Men alt det kan man jo også lade være med at spekulere på. Der er nok af andre ting som kan ødelægge ens perlehumør. Som når for eksempel man kommer hjem og ens kære venner vil forlade landet, de synes det må være nok nu, det er for galt.

… NEJ, DET GÅR IKKE, jeg er simpelthen på herrens mark når det handler om den hjemlige metropol i den forgangne måned ... mon ikke byen bare er blevet overhældt med julestads som den plejer, mon ikke man har taget rigtig godt & gammeldags hul på fejringen af det lille Jesusbarn? Mon ikke det er mørkt og koldt og vådt og gråt når man kikker ud?

Men hils ham fra mig, den søde Jesus, ham kan jeg godt lide. Han skal nu nok passe lidt på med at vise sig på disse kanter forresten, for tiden.

Metropol skrives på skift af Timme Bisgaard Munk, forfatter; Jokeren, rapmusiker og Maria Grønlykke, forfatter.