Strømspild koster danskerne 160 millioner om året

Hver fjerde dansker glemmer at slukke for fjernsynet eller computeren, selv om de ikke bruger apparaterne. Det koster millioner af kroner i spildt strøm.

Danskerne spilder millioner af kroner på at have fjernsynet og computeren stående tændt.

Knap hver fjerde dansker glemmer næsten altid eller ofte at slukke for strømslugende el-apparater som TV og computer. Det viser en YouGov-undersøgelse, som energiselskabet NRGi har foretaget.

De dyre forglemmelser koster danskerne 160 millioner kroner om året, anslår energiselskabet.

»Vi glemmer alle indimellem at slukke TVet, og nogle gange bliver man jo nødt til at løbe et ærinde og får ikke slukket for computeren,« siger Benny Hebsgård, der er energirådgiver hos NRGi.

Han har dette råd til de glemsomme:

»Hvis man er særligt glemsomt anlagt, er det værd at huske på, at stort set alle TV i dag har en indbygget timer, som kan sikre, at TVet ikke står unødigt tændt. Det samme gælder computeren, som man kan sætte til gå i dvale, for eksempel efter en halv time uden brug,« siger Benny Hebsgård.

Det spildte forbrug løber ifølge NRGis beregninger op i 135 kWh om året for hver glemsom dansker. Det svarer til en ekstraregning på 267 kroner. Det er måske ikke alverden for den enkelte dansker, men samlet set løber det op i svimlende 160 millioner kroner i spildt strøm. Det er ikke bare skidt for pengepungen, men også for miljøet, påpeger energiselskabet.

I YouGov-undersøgelsen svarer fem procent, at de næsten altid glemmer at slukke for et eller flere apparater i hjemmet, mens yderligere 18 procent indrømmer, at det ofte glipper.