De er fulde af nærvær, intimitet og fint registrerede følelser. Og de giver god plads til stemmens på én gang tænksomme og troskyldige klang.
Ja, Leslie Feists sange bevæger sig hovedsageligt i bløde terræner og er en oplevelse på gennembruddet »The Reminder« fra 2007 og på sidste års kunstneriske triumf »Metals«.
Men hvad gør man, når man som den canadiske sanger og sangskriver er blevet et så stort navn, at sangene ikke længere skal spilles på små klubber, men på steder med plads til 2-3000 publikummer?
Det spørgsmål giver koncerten i Falconer Salen svar på, og gør det allerede med åbningsnummeret »Undiscovered First«, som gives i en tungere, mere rocket udgave end på albummet.
Det samme gælder den efterfølgende »A Commotion«, der ligeledes stammer fra »Metals«, og som de tre musikere og tre korsangere giver med mere vægt på kraft og fremdrift end på detalje og nuance.
Sikkert en nødvendig disposition foran et stort – og i øvrigt meget smukt – publikum, som også gerne skulle have noget ud af sangene nede på de bageste rækker og oppe på balkonerne.
Vel er offeret noget af den intimitet og sarte, selvfølgelige melodifornemmelse, som er Feists særlige signatur. Men musikernes indbyrdes forståelse og løftet fra de fortrinlige korsangere gør savnet til en mindre indvending, og glimtvist vover Feist sig faktisk ind i det intime – og slipper godt fra det.
Ikke mindst fra den organiske, håndvarme »Sorry«, som er en af koncertens mindeværdige stunder, og hvor Feist som optakt lader publikum synge i forskellige lejer og rejser ad den vej et næsten religiøst rum midt i Falconer Salen.
Ind i romantikken
Hvor smukt salen end synger, kan de ikke måle sig med Feist, som har en unik evne til at blæse liv i ordene, der ofte kredser om tabt kærlighed. Og hun tåler faktisk sammenligning med enere som Joni Mitchell og Rickie Lee Jones, som sandsynligvis også er hendes forbilleder.
Hendes omgang med toner og fraseringer er i hvert fald lige så personlig, og selv ikke de rockede passager kan i aften klemme hendes stemme.
Men det er nu som om, hun indimellem savner intimiteten fra de små steder, hun engang spillede på.
Som da hun mod slutningen opfordrer alle i salen til at danse tæt med deres sidemand eller sidekvinde.
»Jeg vil bare stå her og vente på, at nogen tager romantikken i deres egne hænder«, siger hun. Men ingen i salen reagerer på det.
Havde det været på et mindre sted, havde det haft en helt anden effekt. Men det er det ikke, og under de givne omstændigheder løser Feist langt hen ad vejen sin opgave.
Fornemt.