Strid om Fogh som vidne i Iraksag

Parternes advokaterne kom op at toppes, om statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) skal vidne i grundlovssag om dansk deltagelse i Irak-krigen.

Skal statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) vidne om terrortruslen mod Danmark som følge af dansk militær deltagelse i Irak? Det affødte mandag en skarp ordveksling mellem parternes advokater, da Østre Landsret indledte en retssag om grundloven og Irak-krigen.

24 af 26 sagsøgere var mødt frem. De har stævnet Anders Fogh Rasmussen, fordi de mener, at det strider mod grundloven, at Folketingets flertal i marts 2003 vedtog at gå med i den amerikansk-ledede krig mod Irak. Sagsøgerne skal først dokumentere, at de har en retslig interesse i sagen. Først hvis de får medhold i dette ved landsretten og Højesteret, kan retssagen om, hvorvidt krigen var i strid med grundloven, begynde.

Sagsøgernes advokater, Christian Harlang og Bjørn Elmquist, ønsker, at statsministeren skal vidne om terrortruslen mod Danmark efter Irak-krigen. Det afviste advokat Peter Biering fra Kammeradvokaten, som repræsenterer Fogh.

- Det er endnu et stunt fra Christian Harlang for at skabe medieinteresse om denne sag, sagde Peter Biering.

/ritzau/