Stribe af påsatte brande fredag på Lolland

I løbet af natten til fredag og fredag morgen har der været brand i fire huse omkring Maribo på Lolland.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Kort før klokken 10 var flammerne i to af husene endnu ikke slukket, fortæller vagtchef Henrik Carlsen fra Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi. Han oplyser desuden, at alt tyder på, at brandene i tre af husene er blevet påsat.

»Vi går ud fra, at de alle tre er påsatte, og vores efterforskere i Maribo er i gang med efterforskningen.«

»Det er noget, der tyder på, at de er antændte. Når vi kommer frem med patruljerne, kan vi se, at der er flere arnesteder. Samtidig skulle det være underligt, at tre huse, der nærmest ligger ved siden af hinanden, pludselig skulle være brudt i brand,« siger Henrik Carlsen.

To af husene ligger på samme vej i henholdsvis Nørreballe og Maribo. Det tredje ligger i landsbyen Stokkemare. Samtidig blev der før klokken ti meldt om en fjerde brand i en villa i Maribo, men politiet kan endnu ikke sige, om det har relation til de øvrige brande.

»De tre huse ligger ikke ret langt fra hinanden, to af dem ligger på samme vej i nummer 83 og nummer 306, og det tredje hus ligger en fem-ti kilometer derfra,« siger Henrik Carlsen.

Han oplyser, at der er meget, der tyder på, at de tre huse er ejet af den samme person. Men om vedkommende er raget uklar med nogen i lokalområdet, ønsker vagtchefen ikke at kommentere.

»Det må efterforskningen vise, det kan jeg ikke sige noget om på nuværende tidspunkt, men vi undersøge det,« siger Henrik Carlsen.

Han vil ikke oplyse, om husenes ejer er kendt af politiet, mens siger blot:

»Det er ikke en, der bor i lokalområdet.«

I forbindelse med branden på Vestre Landevej 83 beder politiet beboerne på Koholdtevej og Stationsvænget gå indendøre og lukke alle døre og vinduer på grund af kraftig røgudvikling, skriver eb.dk.