Når skilsmisseforældre vælger at lade deres børn bo skiftevis hos mor og far, så tænker de ikke kun på børnenes ve og vel.

I en ny rapport om delebørn skriver SFI - Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, at deleordninger »mere er begrundet i forældrenes interesser end i børnenes«.

Nogle forældre vælger ordningen, fordi de finder det mest retfærdigt, at børnene bor skiftevis hos forældrene i stedet for at bo hos den ene. Andre vælger ordningen, fordi de - i de uger, hvor børnene er hos den tidligere ægtefælle - får et pusterum, hvor de kan pleje deres egne interesser og karrierer. Men forældrene fremhæver også vigtigheden af, at børnene bevarer en tæt kontakt til begge forældre.

»Det er karakteristisk, at forældre, som ikke kan finde ud af at samarbejde, peger på retfærdighedsmotivet som en grund til at vælge en deleordning, og det er jo ikke et motiv, som tager udgangspunkt i, hvad der er bedst for barnet,« siger en af rapportens forfattere, seniorforsker Mai Heide Ottosen.

Vigtig med sammenhæng

Rapporten, der bygger på interviews med 56 børn og forældre, sætter ikke tal på, hvor mange, der har det godt eller skidt med deleordningerne, men den konkluderer, at der set fra børnenes synsvinkel både er fordele og ulemper ved at bo på skift hos mor og far. Fordelen er først og fremmest tæt kontakt til begge forældre. Ulemperne er, at det ugentlige flytteri resulterer i stress og rodløshed. Flere forældre, som har deltaget i undersøgelsen, siger, at de ikke selv kunne holde ud at skulle flytte hver anden uge.

»Vores undersøgelse viser et nuanceret resultat. Deleordninger fungerer godt for nogle, og vi kan ikke konkludere, at deleordninger er noget skidt hele vejen igennem. Der er børn, som trives godt med det, og det beror både på det enkelte barns konstitution og forældrenes evne til at skabe nogle gode rammer og samarbejde,« siger Mai Heide Ottosen.

Hun og hendes kolleger er blevet forbavsede over, at deleordningerne i en del tilfælde ikke fungerer. Tidligere rapporter - både herhjemme og i udlandet - viste nemlig, at ordningerne ofte var velfungerende, fordi det var ressourcestærke voksne, der valgte at indrette sig på den måde. Når billedet nu ikke længere ser sådan ud, så skyldes det, mener de danske forskere, at deleordninger er blevet main stream, og at forældregruppen i dag er meget mere bredt sammensat.

I de tilfælde, hvor ordningerne ikke fungerer, skyldes det bl.a., at forældrene ikke kan tale ordentligt sammen, at der er for lang geografisk afstand mellem de to hjem, og at der mangler sammenhæng i opdragelse og rutiner i de to hjem.

Praktiserende psykolog Margrethe Brun Hansen, der er forfatter til bestselleren »De kompetente forældre«, oplever at flere og flere forældre på baggrund af den nye forældreansvarslov fra 2007 ønsker deleordninger.

»Tidligere boede børnene typisk mest hos moderen. I dag ser folk det som noget naturligt, at man deler barnet. Mange forældre kommer til mig for at få råd og vejledning før en skilsmisse, og det er positivt. Folk vil gerne gøre det på en god måde. Men jeg er ikke begejstret for syv-syv-ordningerne. Mange børn siger, at de holder af begge forældre, men de føler sig rodløse, fordi de skal flytte hveranden uge. Det ville være bedre, at de boede ét sted. I de tilfælde, hvor forældrene ikke kan samarbejde, er det børnene, som betaler prisen,« siger Margrethe Brun Hansen.

Anker skal indskrænkes

Social- og integrationsminister Karen Hækkerup (S) siger, at udgangspunktet for deleordninger altid bør være barnets tarv.

»Når forældre vælger en deleordning, så har de en forpligtelse til at samarbejde, så barnet ikke oplever at bo i to forskellige verdener, der ikke kan kommunikere sammen. Da man lavede forældreansvarsloven, havde man fokus på barnets ret til to forældre. Min anke har hele tiden været, at det kunne tolkes som forældrenes ret til barnet,« siger Karen Hækkerup, som ønsker en række ændringer af loven og stiler mod at få dem vedtaget inden sommerferien 2012.

Bl.a. ønsker Karen Hækkerup (S) ankemulighederne i sager om forældremyndighed begrænset, så forældre ikke i det uendelige kan starte forfra, hvis de er utilfredse med afgørelsen.