Strejke får Falck til at finde ledere

I kølvandet på Falck-konflikten ansættes flere ledere. De skal være med til at løse problemer for medarbejderne i opløbet.

Landets Falck-reddere strejkede i 32 dage, inden de stemte ja til ny overenskomst. Men på Falck-stationerne er der stadig meget, der mangler at blive løst. Der skal flere ledere til, hvis problemerne skal løses.

Både Falcks koncernchef Allan Søgaard Larsen og formanden for Reddernes Landsklub Palle Thirstrup har oplevet, at der lokalt er diskussioner, som ikke bliver taget i opløbet. Det skriver Falck Nyt fredag.

Koncernchef Allan Søgaard Larsen har selv har været med til at reducere antallet af ledere i Falck med omkring 30 procent. Han erkender nu, at det har vist sig at være i overkanten.

- Med det antal ledere vi har nu, kan vi ikke nå rundt og få konfronteret og løst op for noget af det brokkeri, som nogle af vore medarbejdere lider af. Vi kommer derfor til at tage flere ledere ind, siger Allan Søgaard Larsen,

Palle Thirstrup påtager sig et medansvar for udviklingen.

- Jeg har selv været med til at foreslå, at der blev sparet høvdinge frem for indianere, når der skulle skæres. Men jeg er kommet på bedre tanker, siger han.

/ritzau/