Straffesager mod danske medier får medvind i EU - kan koste dansk mediehus 100 mio.

Generaladvokat lægger op til, at der kan blive tale om retssager mod danske medier for ulovlige spilannoncer.

Dommen kan ende med at koste JP/Politikens Hus 100 mio. kroner. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Luxembourg. En stribe straffesager mod danske medier ser ud til at få grønt lys ved EU-Domstolen. Generaladvokaten ved domstolen lægger onsdag op til en afgørelse, der går imod JP/Politikens Hus.

Straffesagerne drejer sig om annoncer og reklamer for spil, der ikke var lovlige.

I alt er cirka 40 straffesager især mod medier stillet i bero i Danmark, fordi der er opstået tvivl om, hvorvidt forbuddet i den danske lov var i strid med EU-reglerne.

Derfor har Københavns Byret i flere sager mod JP/Politikens Hus og den tidligere og nuværende chefredaktør for Ekstra Bladet, henholdsvis Bent Falbert og Poul Madsen, stillet spørgsmål til EU-Domstolen om, hvordan reglerne skal forstås.

Det helt afgørende spørgsmål er, om Danmark burde have givet besked til EU-systemet, da loven blev ændret i 2000.

Onsdag siger generaladvokaten ved EU-Domstolen i sin vurdering af sagen, at det ikke var nødvendigt med en såkaldt notifikation.

Dette har JP/Politikens Hus ellers hævdet - hvilket ville føre til, at loven ikke kunne håndhæves, fordi den var i strid med EU-retten.

Under straffesagen har Københavns Politi krævet konfiskation af det udbytte, som Ekstra Bladet skal have haft på at bringe annoncer for spil, der ikke var lovlige.

Oprindeligt lød kravet på konfiskation af 415 millioner kroner, men det er senere justeret til under 100 millioner kroner.

Hvornår EU-Domstolen kommer med sin afgørelse, vides onsdag ikke.

/ritzau/