Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Et somalisk forældrepar fra Fredericia blev onsdag fundet skyldige ved Vestre Landsret i at have ladet deres to døtre omskære under en rejse til Afrika.
Landsretten takserede straffen til ni måneders ubetinget fængsel. Det er en halvering i forhold til den straf, som forældrene blev idømt i april ved byretten.
Derudover blev moren - ligesom ved byretten - idømt betinget udvisning med en prøvetid på to år.
Forældrene har begge nægtet sig skyldige. De har afvist hele præmissen for retssagen - at pigerne overhovedet er blevet omskåret.
Det har de gjort med henvisning til en gynækologisk undersøgelse af pigerne, som forældrene fik foretaget på et privathospital, da beskyldningen kom frem.
Denne undersøgelse har konkluderet, at der ikke er tegn på, at kvinderne er blevet omskåret.
Retslægerådet, der er den højeste lægefaglige instans, har dog et andet syn på sagen. Her er konklusionen, at pigerne fik bortskåret klitoris.
Hos Intact Denmark - en forening, der arbejder imod omskæring af børn - er forkvinde Lena Nyhus overrasket over dommen.
Hun hæfter sig ved rettens begrundelse om, at man savner oplysninger om, hvilken betydning omskæring har for pigernes seksualliv.
»Vi er chokerede og målløse. Nedsættelsen af forældrenes straf betyder jo, at det nærmest er straffrit at omskære pigebørn. Det sender et meget uheldigt signal,« siger hun.
Ifølge Lena Nyhus kan en bortskæring af klitoris føre til betydelige gener for pigerne, ikke mindst i form af øget risiko for fødselskomplikationer og urinvejslidelser.
Anklager i sagen, Rikke Simonsen, er tilfreds med, at forældrene er fundet skyldige i anklagen. Hun tager udmålingen af straffen til efterretning.
Det er bare anden gang, at paragraf 245a om kvindelig omskæring bringes i spil, siden den blev indført i straffeloven i 2003.
I 2009 blev en kvinde ved Retten i Glostrup idømt fængsel i to år for at have ladet sine to døtre omskære under en rejse til Sudan.
Dommen blev gjort delvist betinget, så kvinden kun skulle afsone seks måneders fængsel.
/ritzau/