Stort slagsmål i Valby koster 27-årig mand livet

Politiet foretog store afspærringer efter opgør. En blev dræbt, og tre er blevet såret, oplyser politiet.

Politi i Valby natten til mandag den 9. september 2019. Et ukendt antal personer er kommet til skade i et slagsmål i Valby natten til mandag. En eller flere personer er ramt af knivstik. - Flere tilskadekomne er bragt til Rigshospitalet. Vi er massivt til stede i området, skriver Københavns Politi i et tweet. Som følge af hændelsen har Københavns Politi afspærret et område nær Akacieparken og Valby Langgade. Det skriver Ritzau mandag den 8. september 2019. (Foto: PRESSE-FOTOS.DK/Scanpix 2019) Fold sammen
Læs mere
Foto: PRESSE-FOTOS.DK

En mand er dræbt i et større natligt slagsmål i Valby i København. Tre andre blev såret i forbindelse med opgøret, som fandt sted natten til mandag.

Københavns Politi bekræfter oplysningen i en kort meddelelse lidt over halv ni mandag morgen. Heri hedder det, at offerets pårørende er blevet underrettet. Der er tale om en 27-årig mand, oplyser politiet til Ritzau.

I alt var omkring 15 mennesker involveret i slagsmålet, som ifølge politiet ikke har noget med bander at gøre. I en pressemeddelelse siger lederen af efterforskningen, at offeret døde af knivstik.

»Vi arbejder ud fra formodningen om, at det er to lokale grupper, der er stødt sammen,« siger Brian Belling fra Københavns Politi.

Ekstra Bladet beretter, at liget af den dræbte i en ligpose er kørt væk i en rustvogn.

Ingen af de tre sårede personer er i kritisk tilstand, oplyser politiet.

Tidligere mandag morgen kom politiet blot med en enkelt officiel melding om sagen.

»Flere tilskadekomne er bragt til Rigshospitalet. Vi er massivt til stede i området, hed det ved firetiden.«

Som følge af hændelsen afspærrede Københavns Politi et område nær Akacieparken og Valby Langgade. Ved 9.30-tiden er »de fleste afspærringer« omkring gerningsstedet dog ophævet, lyder det fra politiet, der fortsat arbejder på stedet.

Politiet modtog anmeldelsen om slagsmålet på Carl Th. Drejers Vej i Valby klokken 00.40.

/ritzau/