Stort offentligt overskud

Næste år er der over 61 milliarder kroner i offentligt overskud, selv om staten har offentlige udgifter på knap 579 milliarder kroner.

Danmark får næste år 61,3 milliarder kroner i overskud på statens budget. Det viser regeringens finanslovforslag, som blev offentliggjort tirsdag.

Staten har næste år udgifter på 578,5 milliarder kroner. Broderparten dækker offentlige overførsler på 241,1 milliarder kroner og bloktilskud på 141,9 milliarder kroner. Derimod er gælden afdraget så meget, at staten kun betaler 24,3 milliarder kroner i renteudgifter.

Staten får i 2008 indtægter på 639,6 milliarder kroner. Momsen giver godt 181 milliarder kroner, mens personskatter giver 178 milliarder kroner.

Regeringen regner næste år med at bruge 10,8 milliarder kroner på nye initiativer. Heraf går 3,9 milliarder kroner til kommuneaftalerne.

/ritzau/