Stort hospital på vej til at gå op i beredskab: Smitteboom presser sundhedsvæsenet i regionen

For første gang har Region Midtjylland flere coronaindlagte end hovedstaden, og flere er på vej, frygtes det. Hospitaler over hele landet er klar med planer for eventuel anden bølge og kan hurtigt skrue op for kapaciteten. Og denne gang kender vi fjenden, er vurderingen.

 
Coronavirussen er stadig i Danmark. Få overblikket her. Video: Sundhedsstyrelsen/Bo Amstrup/Mads Claus Rasumussen/Ritzau Scanpix. Redigering: Mathilde Oda Jørgensen Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det hastigt voksende antal covid-19-smittede borgere i Aarhus begynder nu for alvor at presse regionens hospitaler.

Her overvejer man nu, om hospitalerne inden for få dage skal gå et trin op i beredskabet – fra den nuværende fase nul til fase et – for at kunne frigøre tilstrækkeligt med personale til at behandle stadig flere indlagte covidpatienter.

Antallet af patienter, som er bragt ind til observation for covid-19, er på det seneste vokset kraftigt på akutafdelingen på regionens største hospital, Aarhus Universitetshospital (AUH) – fra fem til ni patienter i løbet af et enkelt døgn før sommerferien til aktuelt 20 til 24 patienter.

»Vi kan godt mærke, at presset er stigende, det skal jeg ikke lægge skjul på. Derfor kan det blive nødvendigt at aktivere vores beredskab i forhold til bemandingen i akutafdelingen,« siger sygeplejefaglig direktør på AUH, Inge Pia Christensen, til Berlingske.

Overvejelserne kommer, efter at antallet af covid-19-smittede er steget voldsomt i Aarhus gennem den senere tid, hvilket har bidraget til, at Region Midtjylland nu for første gang har indlagt flere covid-19-patienter end Region Hovedstaden, som længe var regionen med klart flest indlagte.

Antallet af coronasmittede stiger kraftigt i Aarhus, og nu lægger hospitalerne op til at gå op i beredskab – fra fase nul til fase et. Fold sammen
Læs mere
Foto: Bo Amstrup.

Den seneste uge er der således registreret 341 nye coronasmittede i Aarhus Kommune, mens der i Silkeborg Kommune er registreret 42 tilfælde.

Aktuelt er der i Region Midtjylland indlagt otte patienter med covid-19 mod seks i Region Hovedstaden.

Syv er indlagt på almindelige medicinske afdelinger i Region Midtjylland, primært infektionsmedicinske afsnit, mens en enkelt patient har behov for respiratorbehandling på en intensivafdeling.

Aktuelt er presset især på akutafdelingen i Aarhus, hvor borgere indlægges til observation for covid-19 og med henblik på at blive undersøgt for, om de har den frygtede sygdom eller ej.

Seks observationssenge på afdelingen på Aarhus Universitetshospital er afsat til coronaudredning, og de seneste døgn har dette ikke været tilstrækkeligt. I stedet er patienterne blevet overført til andre af regionens hospitaler, hvor flere er ved at være fyldt godt op, og det vurderes derfor løbende, om det stigende smittetryk i Region Midtjylland skal medføre, om det lokale og måske også det regionale beredskabsniveau skal hæves.

Ved at gå til fase et på AUH – den højeste er fase fem – bliver det muligt at trække på personale fra andre afdelinger og dermed fordoble sengetallet til 12, som er afsat til patienter med mulig covid-19-sygdom.

Deri ligger også, at ledelsen kan blive nødt til at lukke for aktivitet på de afdelinger, hvorfra der hentes personale, og at den sommerferielukning, der har været på eksempelvis flere medicinske ambulatorier, kan blive forlænget.

»Det er et drastisk skridt, som skal være meget velovervejet, for vi synes, at der har været lukket nok ned for anden aktivitet. Det bølger frem og tilbage med covid, og derfor træffer vi ikke beslutningen her og nu,« siger Inge Pia Christensen.

Den endelige beslutning om eventuelt at gå et trin op i beredskabsniveau træffes onsdag, oplyser Pia Christensen.

Smitteudbruddet i Aarhus har også ført til, at alle hospitaler i Region Midtjylland har indført restriktioner, så der kun må være én besøgende pr. patient, ligesom alle ikke-hospitalsansatte på hospitalet opfordres til at bære maske. Børn kan fortsat have begge forældre med.

Politikerne i regionen følger udviklingen tæt og kan komme til at skulle træffe beslutninger, som kan få betydning for patienter med andre sygdomme, der kan havne på ventelister, fordi ressourcerne skal bruges i coronaindsatsen.

»Vi vil prøve at undgå det, men vi kan ikke udelukke, at det vil påvirke indsatsen mod ventelisterne,« forklarer formanden for hospitalsudvalget i Region Midtjylland, Henrik Gottlieb Hansen (S).

Nu kender vi fjenden

I Region Hovedstaden, det hidtidige epicenter for coronasmitte i Danmark, holder man øje med udviklingen.

I Københavns Kommune er der dog blot registreret 64 nye tilfælde de seneste syv dage, og på Hvidovre Hospital, som har haft de fleste covid-19-patienter af alle de seneste fem måneder, var der mandag morgen kun tre indlagte med coronavirus.

Også her kan man dog med kort varsel skrue kraftigt op for kapaciteten som led i de såkaldte skaleringsplaner, som for eksempel betyder, at de fem regioner gradvist og med visse varsler skal kunne øge antallet af covid-19-senge på intensivafdelingerne, så man vil kunne behandle 300 patienter hér.

På intet tidspunkt har man dog været bare i nærheden af at have så mange kritisk syge indlagt, og på hospitalerne er der da også en solid optimisme i forhold til at kunne håndtere et større antal patienter, såfremt der kommer en anden bølge med et stort antal alvorligt syge med behov for indlæggelse.

»Det vil stadig være en udfordring, og det vil ikke komme til at gå sporløst hen over os, men vi er et helt andet og bedre sted i dag i forhold til, hvor vi var for fire til fem måneder siden,« forklarer vicedirektør på Amager-Hvidovre Hospital Jakob W. Hendel.

Han peger på, at der er kommet betydeligt bedre muligheder for at opspore og få testet coronasmittede, ligesom der nu er bedre behandlingsmuligheder med præparater som Remdesivir og Dexamethason.

»Vi har større erfaring med at behandle patienter. Vi har set dem før og ved mere om forløbet. Covid-19 er en fjende, vi kender langt bedre, end vi gjorde i første omgang. Det er en kæmpe fordel,« siger Jakob W. Hendel.