Stort guldfund i Danmark i 1.800 år gammel fyrstegrav

Arkæologer har gjort et stort og sjældent fund i Vendsyssel. Arkivfoto. Fold sammen
Læs mere

En tung guldring er blot en af flere sjældne genstande, som arkæologer har fundet i en gammel fyrstegrav i Jylland.

Findes der en juleaften specifikt for arkæologer, så må den netop have fundet sted hos de ansatte på Vendsyssel Historisk Museum.

Museets arkæologer har nemlig gjort et vildt og sjældent fund i en gammel fyrstegrav.

Det fortæller museets arkæolog Jeppe Boel Jepsen til Nordjyske.dk.

»Hvis jeg skal sige noget om det her på en skala fra et til 10, så er det en 9'er. Hvis det ikke var blevet pløjet i stykker og blevet så beskadiget, så havde det været en 10'er. Det er et ualmindeligt flot fund,« siger han.

For et år siden fandt museumstekniker og amatørarkæolog Michael Ejstrup Nielsen nemlig en 26,15 gram tung guldring, der havde mange hundreder år på bagen.

Det flotte fund gav blod på tanden til at fortsætte med at grave videre, men da museet først skulle rejse penge til yderligere udgravninger, gik der et helt år, før man fik projektet fuldført.

Det viste sig dog hurtigt, at der var mere at komme efter – og at den sjældne og tunge ring blot var toppen af isbjerget. For da arkæologerne ledte videre fandt de nemlig en hel del gravgods i det, der viste sig at være en 1800 gammel fyrstegrav. Gravgodset stammer helt tilbage fra den romerske jernalder.

Foruden to guldringe har man fundet både drikkebægre af bronze og to store bronzekedler. Desuden har graven også rummet krigsudstyr.

På baggrund af fundene har arkæologerne udledt, at personen, der blev begravet, tilhørte den absolutte magtelite i datidens Vendsyssel.