Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
De overflødige kilo på kroppen er den enkelte eget problem, mener flertallet i en ny måling, som Megafon har lavet for Politiken og TV 2 blandt 1.085 respondenter.
I målingen placerer 82 procent ansvaret for overvægt hos den tykke borger selv, mens 46 procent svarer, at de er helt uenige eller overvejende uenige i, at politikerne bør betale, så flere meget svært overvægtige kan få en gratis fedmeoperation. Omvendt erklærer 29 procent sig helt enige eller overvejende enige i, at politikerne skal lukke pengekassen op.
Formanden for foreningen for fedmeopererede, Jens Lassen, er enig i, at fedme er den enkeltes ansvar.
»Men nogle har gener, som gør, at de bare bliver store, mens andre kan drikke piskefløde uden at tage på. Det er også rygeres og alkoholikeres eget ansvar, at de ryger og drikker, men dem vil samfundet godt investere i. Det er en skam at se så kortsigtet på det. Ja, fedmeoperationer koster penge, men på den lange bane sparer samfundet penge«, siger Jens Lassen til Politiken.
Ifølge Frederik Preisler, partner og kreativ direktør i reklamebureauet Mensch, er det ikke så overraskende, at vælgerne og politikerne er på bølgelængde i denne sag.
»Danskerne accepterer ikke fedme som en sygdom og er derfor skeptiske over for at bruge flere penge på operationer. Samtidig har understrømmen i den politiske kommunikation siden årtusindskiftet været, at sundhedsproblemer er dit eget – og ikke samfundets – ansvar. Det smitter af på befolkningens holdning«, siger han til Politiken.
Fungerende sundhedsminister Karen Ellemann (V) siger i en skriftlig kommentar til Politiken, at fedmeoperationer »også fremover vil være et tilbud« for nogle af dem, der forgæves har prøvet at ændre livsstil. Men udgifterne til fedmeoperationer må ikke stige.
»Vi har hver især et personligt ansvar for vores egen sundhed, og som samfund kan vi også forsøge at skubbe udviklingen i den rigtige retning ved for eksempel at synliggøre de sunde madvarer og ved at give børnene sunde vaner«, siger hun.