Storstilet plan for Frederiksberg Bakke udskudt: Entreprenør kunne ikke overholde tidsplan

Frederiksbergborgere må vente på gennemgribende ændring af Frederiksberg Bakke. Angiveligt kunne den vindende entreprenør ikke overholde tidsplanen.

Borgmester i Frederiksberg Kommune Simon Aggesen må væbne sig med tålmodighed. Anlægsarbejdet på toppen af Frederiksberg Bakke, der skulle været påbegyndt denne sommer, er blevet udskudt, oplyser Frederiksberg Kommune. Fold sammen
Læs mere
Foto: Asger Ladefoged
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Stykket mellem Søndermarken og Frederiksberg Have på Frederiksberg Bakke skulle have været spærret for kørsel i denne måned på grund af et nyt, storstilet anlægsprojekt.

Anlægsarbejdet er dog blevet udskudt et halvt år, oplyser Frederiksberg Kommune på hjemmesiden.

Det skyldes, at tilbuddet, som den vindende entreprenør havde afgivet, ikke levede op til vilkårene i udbuddet. Ifølge TV 2 Lorry drejer det sig om, at entreprenøren ikke var i stand til at overholde tidsplanen.

​Derfor skal opgaven med at transformere toppen af Frederiksberg Bakke på ny i udbud, inden arbejdet kan komme i gang.

»Den vindende entreprenørs tilbud viste sig ikke at leve op til udbudsvilkårene. Det har efterfølgende ikke været muligt for de øvrige tilbudsgivere at leve op til vilkårene i udbuddet på grund af den forsinkede opstart,« skriver kommunen.

Dermed forsinkes anlægsarbejdet, som et flertal af politikerne i Frederiksberg Kommune blev enige om tidligere på året.

Planen er at indrette en plads på toppen af Frederiksberg Bakke, hvor biler skal køre langsommere, end det er tilfældet i dag, så de to parker på hver sin side af Roskildevej – Frederiksberg Have og Søndermarken – i højere grad end i dag kan hænge bedre sammen.

Sådan ser forslaget fra Lytt Landskabsarkitekter til anlæggelsen af granitpladsen ud. Fold sammen
Læs mere
Foto: Illustration: Frederiksberg Kommune/Lytt Landskabsarkitekter.

Ønsket skulle blandt andet realiseres ved at gøre fortovene bredere, belægge kørebanen mellem Frederiksberg Have og Søndermarken med brosten samt anlægge en plads af granitfliser mellem indgangen til Frederiksberg Slot og Søndermarken.

Plan vakte kritik

Frederiksbergs borgmester, Simon Aggesen (K), havde oprindelig en langt mere ambitiøs og omkostningsfuld plan for Frederiksberg Bakke. I maj 2020 luftede han således en idé om at lukke vejen for i stedet lægge den ind under bakken.

Den vision blev skrinlagt i forbindelse med budgetforhandlingerne, fordi det ifølge borgmesteren var for bekosteligt at gennemføre projektet.

Erfaringerne fra det kommende anlægsarbejde, hvor vejen spærres af for trafik, kan ikke desto mindre bruges »til, ved eventuelle fremtidige lukninger, at tilrettelægge omkørsel mest optimalt,« fremgik det af en sagsfremstilling fra et møde i januar 2021, hvor et flertal i By- og Miljøudvalget i Frederiksberg Kommune besluttede at afsætte knap ni millioner kroner til etablering af den nye plads.

Ønsket om at lukke vejen af fremgik også af budgetaftalen for 2021-2022, hvor partierne bag aftalen blev »enige om forsøgsmæssigt at afspærre toppen af bakken i trafiksvage perioder af året.«

Det mødte kritik fra Socialdemokratiets spidskandidat på Frederiksberg, Michael Vindfeldt, der sammen med sit parti stod uden for budgetaftalen:

»Jeg er rystet over, at man kan tro, at bilerne bare forsvinder, fordi man lukker en vej i en periode. Bilerne vil køre andre veje, og jeg er bange for, at det vil være til stor gene for dem, der bor i nærheden,« sagde Michael Vindfeldt ifølge TV 2 Lorry.

Simon Aggesen understregede dog, at formuleringen i aftalen ikke ville blive til virkelighed foreløbig:

»Det med forsøget er en meget blød hensigtserklæring, som Alternativet fik indført i budgettet. Det er der ikke konkrete planer om. Hvis der kommer konkrete planer om det i perioder, vil vi selvfølgelig inddrage dem, der bor i nærheden,« sagde han.