Storm lukker togstrækning på Sjælland - Storebæltsbroen åben igen

Storebæltsbroen er åben for trafik søndag morgen klokken otte efter at have været lukket i godt to timer på grund af stormen. Det oplyser Vejdirektoratet. Der er stadig trafikale problemer på enkelte togstrækninger.

Stormen Ingolf er på vej mod Danmark og vandet truer Roskilde Havn og Vikingeskibsmuseet i Roskilde lørdag den 28. oktober 2017. Det forventes, at stormen Ingolf vil give stormflod og det betyder, at Roskilde Havn og Vikingeskibsmuseet er begyndt at sætte stormflodssikringer op. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Ifølge DSBs hjemmeside holder togene lige nu stille på strækningen mellem Kalundborg og Holbæk. DSB ved endnu ikke, hvornår togene kommer til at køre igen - der bliver i stedet indsat togbusser.

Tidligere var også strækningen mellem Borup og Ringsted spærret, men her kører togene igen.

Derudover måtte bilister på begge sider af Storebælt søndag morgen væbne sig med tålmodighed, da Storebæltsbroen søndag morgen var lukket for al biltrafik på grund af storm.

Broen blev dog genåbnet klokken 8:00.

Samtidig fraråder Vejdirektoratet vindfølsomme køretøjer at passere Alssundbroen ved Sønderborg.

Det er stormen Ingolf, som ramte Danmark natten til søndag, der skaber problemer.

DMI oplyste lørdag, at Ingolf især langs den jyske vestkyst kunne bringe vindstød af orkanstyrke med sig.

Fra politikredsene Midt- og Vestjylland, Syd- og Sønderjylland samt Nordjylland er der dog ingen meldinger om personskader eller oversvømmelser som følge af stormen i nattens løb.

Vagtcheferne i de tre kredse beretter alle om væltede træer og genstande, der er fløjet ud på vejbaner, men der er ingen meldinger om større materielle ødelæggelser.

Syd- og Sønderjyllands Politi har underrettet Vejdirektoratet om, at der er grene og træer på motorvejen ved Bramming, mens Østjyllands Politi i et tweet gør trafikanter opmærksom på, at de på Stillingvej mellem Harlev og Sabro skal køre forsigtigt på grund af et væltet vejtræ.

I løbet af søndagen aftager vinden langsomt og det klarer op med solskin og kun enkelte byger, skriver DMI på sin hjemmeside.

/ritzau/