Storkommuner: Ny folkeskole er for dyr

Regeringen lover langt mere på skoleområdet, end den kan finansiere, lyder det fra de store kommuner.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

For 851 millioner kroner om året vil regeringen skabe en helt ny folkeskole.

Men pengene rækker slet ikke, lyder kritikken ifølge Politiken samstemmende fra landets tre største kommuner.

- Regeringen lover langt mere, end den kan finansiere, siger Anne Vang (S), børne- og ungdomsborgmester i København, til avisen.

Københavns Kommune kan med regeringens finansiering se frem til cirka 82 millioner kroner årligt til folkeskolereformens nye initiativer, når reformen er indfaset i 2015.

Også i Århus og Odense mener de skoleansvarlige rådmænd, at regeringens finansiering af folkeskoleudspillet er urealistisk.

- Det er groft underfinansieret. Vi kan på ingen måde føre regeringens intentioner ud i livet med de håndører, der lægges op til, siger Jacob Bundsgaard Johansen (S), rådmand for børn og unge i Århus Kommune, til Politiken.

Lignende toner lyder fra Odense:

- Udspillet indeholder en masse symbolik som flere test og en fjernelse af loftet over antallet af elever i klasserne, siger rådmand for Børn- og ungeforvaltningen, Stina Willumsen (SF).

- I Odense har vi lige sparet 40 millioner på skoledriften, så alt overflødigt er skåret væk. Det betyder, at det koster penge, hvis man sætter nye initiativer i værk, siger Stina Willumsen til Politiken.

/ritzau/