Storfisker afviser snyd med fiskekvoter: Vi hjalp bare hinanden

Skagen-fisker hjalp far og kone med at etablere fiskeriselskab, men afviser, at han var den reelle ejer.

Arkivfoto Fold sammen
Læs mere
Foto: JENS BUTTNER
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Storfiskeren Henning Kjeldsen hjalp sin nu afdøde far med at oprette fiskeriselskabet Nordstrand Fiskeri.

Det fortæller fiskeren, da han tirsdag for første gang ved Retten i Holstebro afgiver forklaring i den opsigtsvækkende sag om mulig snyd med fiskekvoter.

Kjeldsen er tiltalt for at have omgået loftet for, hvor mange kvoteandele en fisker må besidde. Det skal han have gjort ved hjælp af stråmandsselskaber.

Bagmandspolitiet, der fører sagen, mener, at netop Nordstrand Fiskeri er en sådan stråmandsvirksomhed.

Selskabet blev stiftet i 2013 af fiskerens far. Det skete for penge, som Henning Kjeldsen via sit selskab Gitte Henning A/S havde lånt faren.

På det tidspunkt var faren, der selv havde ernæret sig som fisker gennem et helt liv, fyldt 75. Han havde også haft en hjerneblødning.

»Han kunne ikke rigtig slippe fiskeriet. Det er ikke nemt for en ældre mand selv at indse, hvornår man er for gammel,« lyder det fra Henning Kjeldsen.

Efter blot et halvt år blev selskabet overført til fiskerens hustru, Birthe Kjeldsen. Henning Kjeldsen finansierede købet,« har han forklaret i retten.

»Var hun stråmand eller den rigtige ejer af selskabet« vil senioranklager Ane Kallmeyer vide.

»Jamen Birthe var den rigtige ejer, selvfølgelig var hun det«, forsikrer den tiltalte.

Han er iført en blå, hvid og orange Hugo Boss-trøje og har en ring i venstre øre.

Henning Kjeldsen siger, at han rådgav sin hustru om den daglige drift, herunder køb af fiskekvoter og fartøjer.

Men det ser fiskeren intet odiøst i.

Han afviser således anklagen om, at han lod Nordstrand Fiskeri stifte, fordi han ikke selv lovligt kunne erhverve flere kvoteandele.

»Jeg rådgav hende (Birthe Kjeldsen, red.) på bedste beskub.«

»Det er lidt ligesom bønderne, når konen ejer nabogården. Hvis det nu gik galt økonomisk med Gitte Henning A/S, så havde vi Nordstrand, vi kunne fiske videre med.«

»Det skulle være en fælles forsikring, så vi kunne hjælpe hinanden,« siger fiskeren.

Henning Kjeldsen nægter sig skyldig. Det samme gør de øvrige ni tiltalte, herunder hans hustru.

Anklagemyndigheden mener, at de tiltalte tilsammen har haft en ulovlig fortjeneste på 231 millioner kroner.

De penge skal konfiskeres, lyder kravet. Derudover vil Bagmandspolitiet have de tiltalte idømt en bøde.

Henning Kjeldsen skal helt fratages retten til at drive erhvervsmæssigt fiskeri, lyder påstanden.

/ritzau/