Storebæltsbroen er åben igen efter uheld med varevogn

Storebæltsbroen er genåbnet i begge retninger. Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Advarselstavle ved Storebæltsbroen ved Nyborg, tirsdag middag den 1. januar 2019. Storebæltsbroen risikerer at lukke for trafik i fire timer tirsdag eftermiddag. Det skriver selskabet bag forbindelsen tirsdag formiddag. Det er den kraftige blæst, der er årsag til varslingen, som er gået ud via Twitter.. (Foto: Robert Wengler/Ritzau Scanpix) Fold sammen
Læs mere
Foto: Robert Wengler

Storebæltsbroen har tirsdag aften været spærret for biltrafik i begge retninger på grund af et uheld. Men kort efter klokken 19 er broen atter åben.

Det oplyser Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi på Twitter.

Ifølge politiet var det en væltet varevogn, der medførte, at broen måtte lukkes.

Uheldet skete i retning mod Fyn, men redningspersonalet skulle også bruge det østgående spor til arbejdet på ulykkesstedet.

Tidligere på dagen oplyste Sund & Bælt, at der var risiko for, at Storebæltsbroen ville blive spærret tirsdag eftermiddag på grund af kraftig blæst.

Dette varsel blev dog ophævet sidst på eftermiddagen, fordi vinden aftog.

Til gengæld ventes vinden at tage til i styrke igen frem mod midnat, hvor den kan ramme stormstyrke. Dette medfører en risiko for, at Storebæltsbroen lukkes fra klokken 01 frem til onsdag morgen.

Hele eftermiddagen er bilister blevet frarådet at passere broen med vindfølsomme køretøjer i tidsrummet frem til klokken 21.

Nytårsdag har været en blæsende dag i hele landet - og ikke kun på Storebælt. DMI meldte ved 13-tiden om, at der resten af dagen vil være stedvis stormende kuling med vindstød af stormstyrke.

Blæsten giver ikke kun problemer i trafikken og på broerne. Den ventes også at udfordre de lavtliggende kyster, da den kraftige vind kan presse store mængder ekstra vand ind i de indre farvande og dermed øge vandstanden.

/ritzau/