Store forskelle på sygehuses effektivitet

Hvis de mindst effektive sygehuse bliver dygtigere, er der mia. at hente. Danske Regioner vil belønne de effektive.

Foto: Bjarke Ørsted

Når de ansatte på sygehusene hæver effektiviteten, er der penge at hente. På bare et år er der på den måde vundet 800 mio. kr. til behandling af patienterne.

Det viser Sundhedsministeriets seneste måling af produktiviteten på sygehusene, og her fremgår det ifølge Morgenavisen Jyllands-Posten samtidig, at langt fra alle sygehuse har lige godt styr på arbejdsgangene.

Således ligger Vejle Sygehus 19 pct. over landsgennemsnittet, mens Bornholms Sygehus i Rønne ligger tilsvarende under gennemsnittet - et spænd mellem det mest effektive og det mindst effektive sygehus på ca. 40 procentpoint.

»Der er mangel på medarbejdere, der er flere og flere ældre og dermed flere kunder i butikken. I en tid, da lægerne samtidig kan mere og mere, er der så meget pres på sundhedsvæsenet, at vi må have øget fokus på effektivitet,« siger sundhedsminister Jakob Axel Nielsen (K) og henviser til følgende hurtige regnestykke:

»Hvis de ringeste sygehuse bare gør det lige så godt som gennemsnittet, har vi vundet en mia. kr., og hvis alle gør det lige så godt som de bedste, er gevinsten på 6,5 mia. kr.,« siger han til Jyllands-Posten.

»Det handler ikke kun om, at personalet løber stærkere. Det handler faktisk mere om at gøre tingene effektivt og eftertænksomt,« siger sundhedsminister Jakob Axel Nielsen (K), som peger på behovet for at lære af de sygehuse, som ligger i top - Vejle Sygehus for eksempel.

Den samlede effektivitet er steget med 1,9 pct. fra 2005 til 2006. Den gevinst er Bent Hansen (S), formand for Danske Regioner, tilfreds med, men til gengæld er han betænkelig ved de store forskelle mellem sygehusene.

Kilde: Jyllands-Posten