Store forskelle på hospitalernes brug af kejsersnit

Der er stor forskel på, hvor mange kejsersnit de danske sygehuse udfører. Jordemoderforeningen mener, at hospitaler med mange kejsersnit skal have flere naturlige fødsler.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Mens mere end hver fjerde barn sidste år kom til verden ved kejsersnit på fødeafdelingen på Odense Universitetshospital, så gjaldt det kun for hver syvende barn på Sønderborg Sygehus. Det skriver Kristeligt Dagblad.

Overlæge og speciallæge i gynækologi og obstetrik på Odense Universitetshospital Bjarne Rønde Kristensen siger til Kristeligt Dagblad:

»Den helt korte forklaring er, at vi har koncentreret de sværeste graviditeter og fødsler her, mens de ukomplicerede fødsler foregår på de andre sygehuse på Fyn. Derfor foretager vi flere kejsersnit her«.

Sønderborg Sygehus ligger i den modsatte ende af skalaen og er ifølge avisen et af de få steder i Danmark, hvor andelen af kejsersnit ligger på under 20 procent.

Ifølge kliniklæge og overlæge på fødselsklinikken i Sønderborg Katrin Löser skyldes det formentlig, at man her bruger meget tid på at tale med kommende forældre og på at forberede dem så godt som muligt på fødslen.

Jordemoderforeningens næstformand, Kit Dynnes Hansen, mener, at fødeafdelinger med mange kejsersnit har en forpligtelse til at nedbringe antallet. Hun påpeger dog, at de fødendes fysiske og sociale baggrund spiller en rolle, og at visse sygehuse for eksempel har mange overvægtige kvinder, hvilket øger risikoen for kejsersnit.

Når det er sagt, så er det ifølge Kit Dynnes Hansen værd at hæfte sig ved, at Norge og Sverige har en lavere andel af kejsersnit end i Danmark, hvilket ifølge hende er udtryk for en mere kritisk tilgang til indgrebet, der kan øge risikoen for komplikationer ved den næste fødsel.

»Nogle gange er kejsersnit selvfølgelig den eneste udvej, men vi skal være bedre til at give fødslerne tid i de tilfælde, hvor det ikke er nødvendigt,« siger Kit Dynnes Hansen til avisen.