Flere steder i hovedstaden har borgerne mistet varmen. HOFOR arbejder på at skaffe varmen tilbage, men det bliver sandsynligvis først omkring middag.
Timingen kunne ikke være ret meget værre for HOFOR med temperaturer omkring frysepunktet mandag morgen og formiddag.
Men borgere i Indre By, Nordvest og Nørrebro må en tur i klædeskabet for at finde de varme sokker frem, selvom de befinder sig i deres eget hjem gemt væk fra efterårsvejret.
»Der er en del kunder i Indre By, Nordvest og Nørrebro, som ikke har varme og varmt vand her til morgen,« skriver HOFOR på sin hjemmeside.
Selskabet lover, at de arbejder på at løse problemet.
»Vi arbejder på højtryk på at få startet kedlerne igen og forventer, at fjernvarmen er tilbage hos alle vores kunder midt på dagen. Vi beklager de gener, som afbrydelsen giver,« lyder det fra HOFOR.
HOFOR's presseafdeling oplyser, at der er tale om en teknisk fejl på det anlæg, der sender varme ud til de berørte områder i København.
Det har til gengæld ingen sammenhæng med, at temperaturen er faldet til under frysepunktet.
»Det er bare uheldigt, at det sker samtidig med, at det er koldt,« siger Christina Otzen, pressevagt hos HOFOR.