Storbritannien tager skrappere midler i brug for at stoppe omikron

Dagens overblik: Berlingske giver dig her overblikket over dagens vigtigste historier, der i dag handler om, at få europæere vil arbejde i Danmark, hvor i landet Arne-pensionen hitter og en opsigtsvækkende sms, der er dukket op i sagaen om mink.

De britiske myndigheder vil halvere perioden mellem andet og tredje vaccinestik, så den kun er tre måneder. Fold sammen
Læs mere
Foto: Pool
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er søreme, det er sandt, sidste dag i november. Dagen før den første låge i chokoladekalenderen skal åbnes.

Frøken klokkens uigenkaldeligt sidste arbejdsdag, inden hun går på pension. Og en dag som ifølge DMI kan munde ud i en snestorm.

Velkommen til dagens nyhedsoverflyvning, hvor vi blandt andet skal runde historien om, at borgere i andre EU-lande ikke vil løse danske virksomheders akutte mangel på arbejdskraft. Vi besøger også historien om, hvor i landet folk i stor stil har søgt den såkaldte Arne-pension – og hvor den er mindre populær. Og vi gør også holdt ved historien om en opsigtsvækkende sms, der er dukket op i den langstrakte sag om aflivning af mink.

Men inden vi når så langt, får du her den daglige opdatering på coronavirus.

Og er øjnene ikke helt vænnet til det skarpe lys fra skærmen endnu, kan du også slå lyttebøfferne ud og få dagens vigtigste historier serveret direkte i ørerne ved at lytte til Morgenposten – Berlingskes nyhedsoverblik:

Følg Morgenposten på mobil

Nu til dagens vigtigste historier.

Sms afslører: Forskere følte sig tvunget til at tie om grundlag til aflivning af mink

Vi lægger ud hos Berlingske, der kan bringe nye detaljer i den langstrakte saga om aflivningen af mink herhjemme. Her viser intern korrespondance, som Berlingske nu har fået indsigt i via en aktindsigt i Statens Serum Institut, at regeringen og Statens Serum Institut (SSI) er gået særdeles langt for at mørklægge det spinkle sundhedsfaglige grundlag for at aflive alle mink.

Så langt, at en institutleder på Københavns Universitet forrige år følte, at det var nødvendigt at sende et opråb på sms til daværende direktør på Statens Serum Institut, Ole Jensen, samt Kåre Mølbak, daværende faglig direktør på SSI.

Ifølge beskeden oplevede forskerne, at myndighederne havde sat dem i en situation, hvor de var nødt til »lyve« over for journalister om grundlaget for at aflive mink herhjemme.

Læs hele historien her.

Virksomheder skriger på arbejdskraft – men »ufatteligt få« europæere vil hertil

Vi fortsætter hos Politiken, der kan fortælle historien om, at de øvrige lande i EU ikke er svaret på danske virksomheders bønner om arbejdskraft.

I en ny analyse fra Dansk Arbejdsgiverforening (DA) vurderes det, at kun 5.000 EU-borgere er klar til at tage hyre i Danmark, og det afhjælper ikke den historisk store mangel på arbejdskraft, som man blandt andet står med i landbruget, på restauranterne, byggepladserne og i rejse- og rengøringsbranchen.

Derfor mener direktør i DA Jacob Holbraad ifølge avisen, at det er nødvendigt at søge personale til danske virksomheder uden for EUs grænser.

»I den danske debat bliver vi hele tiden mødt af, at der er 15 millioner ledige i EU, man bare kan plukke af for at fylde op på det danske arbejdsmarked. Men når man ser på, hvor mange der er indstillet på at flytte til Danmark for at arbejde, er det ufatteligt få. Så vi kommer ikke uden om, at det skal gøres nemmere for virksomhederne at hente arbejdskraft uden for EU«, siger Jacob Holbraad.

Læs hele historien her.

Storbritannien tager skrappere midler i brug for at stoppe omikron

Vi lægger vejen forbi Jyllands-Posten, der bringer historien om, at Storbritannien nu skruer op for restriktionerne for at stoppe den nye variant af coronavirus, der har fået navnet omikron.

De britiske myndigheder vil halvere perioden mellem andet og tredje vaccinestik, så den kun er tre måneder. Samtidig vil man tilbyde de 12-15-årige deres andet vaccinationsstik. Det oplyste professor Jonathan Van-Tam, der en af regeringens øverste medicinske rådgivere, på et pressemøde mandag eftermiddag på premierministerresidensen Downing Street 10, skriver BBC ifølge Jyllands-Posten:

»De næste tre uger bliver en periode med videnskabelig usikkerhed. Men mens vi venter på, at den videnskabelige tåge letter, om hvad følgerne af denne bekymrende variant i virkeligheden betyder, er der ikke tid til forsinkelser,« sagde han.

Det sker, efter de britiske myndigheder lørdag også varslede stramning af coronarestriktioner som mundbind, karantæne og indrejseforbud.

Læs hele historien her.

Arne-pension hitter i Nordjylland – men få vælger den nord for København

Hos Fagbladet 3F kan læse historien om, hvor mange danskere over 61 år, der siden 1. august har søgt den såkaldte Arne-pension. Det har næsten 30.000 gjort. Og Arne-pensionen har særligt været populær blandt nordjyderne. I Morsø og Frederikshavn kommune har over 13 procent af dem, som teoretisk set kunne søge, søgt.

I den modsatte ende af skalaen ligger kommuner som Gentofte, Rudersdal og Lyngby-Taarbæk, alle nord for København. Her har kun to-tre procent af de mulige ansøgere søgt om at trække sig tidligt tilbage.

Økonom og seniorforsker hos VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd Anna Amilon har forsket i pension og ældres tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet. På baggrund af sine erfaringer og andre undersøgelser finder hun mønsteret logisk.

»Det er borgere, der er ufaglærte eller har haft et hårdt fysisk arbejde, der oftere ønsker at trække sig tidligere tilbage fra arbejdsmarkedet, og dér har vi en skæv geografisk fordeling med flest i Nordjylland,« siger Anna Amilon.

»De nordsjællandske kommuner har en helt anden socioøkonomisk profil end de nordjyske. I Nordsjælland er uddannelsesniveauet højere, og så kan folk typisk arbejde længere og ud over folkepensionsalderen,« siger hun.

Læs hele historien her.

Henrik Dahl: Derfor er det irrationelt at stemme på Enhedslisten

Vi slutter hos Berlingske, hvor folketingsmedlem for Liberal Alliance Henrik Dahl er i politisk duel med advokaten Cecilie Langberg Jessen, der for nylig skrev i de samme spalter, at det satte hendes »pis i kog«, at han kritiserede Enhedslisten i København.

Nu svarer han tilbage i en kronik, at det er irrationelt at stemme på Enhedslisten, hvis man bor i København. Af en lang række årsager.

Han nævner i flæng, at partiet modarbejder byggeriet af boliger, og det får priserne til at stige. Modarbejder grønne løsninger som elbiler. Modarbejder parkeringspladser, så både borgere og erhvervsdrivende spilder tid på at cirkle rundt efter et sted at holde. Modarbejder mere metro.

Og så mener han, at Enhedslisten fører en uretfærdig krig mod kapitalismen.

Læs hele kronikken her.

Det sker i dag

  • SAS kommer med årsregnskab.
  • Den ny svenske statsminister Magdalena Andersson præsenterer sin regering.
  • Den Europæiske Menneskeretsdomstol træffer en afgørelse om, hvorvidt Højesterets afgørelse om udvisning til den tyrkiskfødte Cihan Avci er korrekt.
  • Danmarks fodboldkvinder møder Rusland.