Storbritannien køber millioner af coronahjemmetest: Muligheden er på tale i Danmark

Der skal testes flere personer i Danmark, lyder meldingen nu i en kovending fra myndighederne. I Storbritannien har regeringen indkøbt millioner af hjemmetest, som vil være tilgængelige for befolkningen.

Sådan ser et hjemmetestkit for coronavirus ud. Storbritannien har købt stort ind for at kunne teste flere for coronavirus – danske myndigheder arbejder ligeledes på, at flere danskere skal kunne testes. Fold sammen
Læs mere
Foto: Robin Van Lonkhuijsen/Anp/Ritzau Scanpix

Millioner af 15-minutters coronahjemmetest forventes inden længe at være tilgængelige i Storbritannien.

Hjemmetestene minder om en graviditetstest og vil være tilgængelige på gaden eller blive sendt til døren af Amazon til folk, der er i hjemmekarantæne, ifølge Public Health England (PHE). Det skriver The Guardian.

Den britiske regering har købt 3,5 millioner test allerede og afviser ikke at købe flere, hvis behovet skulle være der.

Testen viser, om du har været smittet med coronavirus, som forårsager covid-19, ved at opfange tilstedeværelsen af ​​antistoffer i blodet, der viser, at immunsystemet har reageret på virussen.

Den fortæller imidlertid ikke, om en person i øjeblikket er smittet med virussen. Derimod fortæller den, om man tidligere har været smittet med virussen, så vedkommende i tiden efter er immun og eksempelvis kan vende tilbage på arbejde.

Tiltaget forventes at kunne gendanne mange menneskers liv til noget, der ligner tiden, før landet blev lukket ned.

Sundhedsstyrelsen i Danmark har onsdag valgt at justere sine retningslinjer. Det sker efter flere dages kritik af de danske myndigheder for ikke at leve op til anbefalingerne fra Verdenssundhedsorganisationen (WHO) om en mere aggressiv test- og opsporingsstrategi.

Her har hjemmetest også været på tale, sagde Tyra Grove, der er afdelingschef i Statens Serum Institut, i sidste uge til Ritzau.

»Vi lægger op til, at nogle af de borgere, der ringer ind, og som har milde symptomer, får mulighed for at sende en pårørende eller en ven ned til lægepraksis for at hente et testkit,« sagde hun.

Testkittet fra Storbritannien fungerer ved, at man prikker et hul i fingeren for at producere en dråbe blod, som derefter testes.

I søndags kom meldingen om, at flere skal testes i Danmark. Samtidig stod det klart, at landets testkapacitet er under et stort pres. Sundhedsvæsenet kan i øjeblikket ikke teste så mange, som man ønsker.

»Vi arbejder for at skaffe testkapacitet. I takt med at vi skaffer det, kan vi teste flere,« sagde sundhedsminister Magnus Heunicke (S) søndag.