Onsdag formiddag var der omfattende strømafbrydelse i københavnsområdet.

80.000 forbrugere har været uden strøm siden klokken 10:19. Det oplyser både Energinet og Radius.

Ifølge Radius har forbrugere i Vanløse, Brønshøj, Nordvest og Nørrebro været uden strøm.

Klokken 11:06 er det dog lykkedes at få strømmen tilbage til de 80.000 kunder, oplyser Radius.

Årsagen til problemet var en »teknisk fejl i en hovedstation« også kaldet en transformerstation.

»Fejlen opstod på Energinets station i Bellahøj. Vi arbejder på højtryk på at få strømmen tilbage. Vi beklager de gener, det medfører,« skriver Energinet via Twitter.

Metroen har holdt stille på strækningen fra Københavns Lufthavn og Øresund station på grund af strømsvigt. Men metroen kører igen på strækningen, bekræfter en af Berlingskes reportere fra Kastrup Station.