Stor risiko for lukning af Øresundsbroen

Foto: Christian Liliendahl

Bilister, der har tænkt sig at køre enten til eller fra Sverige lørdag aften via Øresundsbroen, skal holde særligt øje med stormvejret.

Der er nemlig stor risiko for, at broen lukkes for trafik, lyder meldingen.

»Prognosen siger nu, at risikoen for lukning er stor hele eftermiddagen indtil midnat,« står der på Øresundsbroens hjemmeside.

Broen lukkes, hvis vinden overstiger 25 meter per sekund. Der opdateres løbende på hjemmesiden.

Stormen Egon har i dén grad gjort sit indtog over landet, og det kraftige blæsevejr har blandt andet betydet, at Storebæltsbroen er lukket for al trafik frem til midnat.

BNB