Stor politiaktion efter melding om skyderi på Falster

Politi. Fold sammen
Læs mere
Foto: Nikolai Linares

Tirsdag aften er en større samling politibetjente i aktion ved Øster Kippinge på det nordlige Falster.

Her er et stykke af Storstrømsvej blevet spærret, og kun politibetjente får lov at passere, skriver Folketidende.dk.

Folketidendes mand på stedet fortæller, at der er syv-otte politibiler, heraf to hundevogne.

Vagthavende ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi Søren Østervig fortæller, at det er et muligt skyderi, som efterforskes.

- En forurettet løber ind i en anden mands have og råber, der er skudt efter ham. Det er næsten, hvad vi ved, siger han til Folketidende.dk.

Det mulige skudoffer er dog forsvundet, så det er blandt andet ham, politiet søger efter.

- Vi leder efter ham for at sikre os, at han har det godt, siger Søren Østervig og tilføjer, at det på anmeldeldelsestidspunktet - klokken 19.11 - lod til, at han ikke var såret.

Politiet kender identiteten på det forsvundne "skudoffer", som er en 29-årig lokal mand.

Hvad der har udløst det mulige skyderi - om det for eksempel hænger sammen med den igangværende rivalisering mellem to bander og skyderiet i Sakskøbing natten til tirsdag - er endnu uvist.

- Det kan vi ikke sige noget om på nuværende tidspunkt, bemærker Søren Østervig.