Stor international aktion: 31 anholdt i Danmark for våben og 1.650 kilo narkotika

Siden marts 2018 har Københavns Politi i samarbejde med flere udenlandske samarbejdspartnere efterforsket et kriminelt netværk mistænkt for blandt andet at have indsmuglet og solgt våben og cirka 1.650 kilo kokain og heroin i Danmark. I dag slog politiet til flere steder rundt om i Europa.

top
Købenahvns Politi har i en stor internationalt koordineret aktion anholdt 31 personer og beslaglagt 1.650 kilo kokain og heroin alene i Danmark. Et organiseret kriminelt netværk med rødder i Albanien er mistænkt. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen

Siden slutningen af oktober 2018 har Københavns Politis Særlig Efterforskning Øst (SEØ) efterforsket en stor sag om indsmugling og distribution af kokain, heroin og våben. Sagen har tråde til flere lande rundt om i Europa, men begyndte i Danmark.

Indtil videre er 31 personer anholdt – alene i Danmark – under en koordineret politiaktion i henholdsvis Nordsjælland, Københavns Vestegn og særligt i København.

Lignende aktioner fandt sted i flere andre europæiske lande.

Efter at Københavns Politi påbegyndte efterforskningen gik det ifølge leder af Særlig Efterforskning Øst, politiinspektør Torben Svarrer, »meget hurtigt med at få de øvrige lande med ombord«, og der blev herefter indledt et samarbejde.

Det er et organiseret kriminelt netværk med rødder i Albanen, der er mistænkt for at have indført og videresolgt de cirka 1.650 kilo kokain og heroin til Danmark fra marts 2018 til nu.

Torben Svarrer kalder det en »omfattende« mængde. Det er alt andet end normalt, og der er tale om »en stor sag« forklarer han.

Sagen er efterforsket i et samarbejde med Europol og på tværs af flere europæiske lande. Særlig Efterforskning Øst har samarbejet med flere politikredse på Sjælland, men derudover også både svenske, hollandske, belgiske, slovenske, albanske og tyske myndigheder koordineret af Europol.

Dagens aktion i Danmark har været succesfuld, mener Torben Svarrer, og der er beslagtlagt både våben og flere kilo narkotika.

»Det er en omfattende efterforskning. Samarbejdet har fungeret fortrinligt. Det havde ikke kunnet lade sig gøre uden det perfekte samarbejde på tværs af landene,« siger Torben Svarrer til Berlingske.

Hvidvask af store pengebeløb

Politiet har allerede ransaget 40 lokaliteter og i Danmark og udlandet, hvor der allerede er beslaglagt kontantbeløb, skydevåben og flere kilo narkotika.

Den omfattende efterforskning på tværs af de europæiske lande omfatter desuden hvidvask af store pengebeløb. Det er endnu ikke muligt at få oplyst, hvor mange penge, det drejer sig om.

Det fremgår, at flere af de 31 anholdte er udenlandske statsborgere. Men Torben Svarrer fortæller, at det endnu ikke er muligt at oplyse, hvor mange af dem, det drejer sig om. Ifølge politiinspektøren vil nogle af de 31 personer givetvis blive løsladt igen, fordi de bare var på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.

Københavns Politi kan endnu ikke udelukke yderligere anholdelser i sagen, men oplyser at flere af de anholdte vil blive fremstillet i grundlovsforhør.

Torben Svarrer oplyser, at der vil komme yderligere informationer om sagen.