Stoppet næse, nys og røde øjne? Flere lider i øjeblikket under »meget højt« pollental

Når pollentallet for græs kommer op over 50 er det højt. I øjeblikket er det på 230 i Østdanmark, og giver store gener for allergikere.

Pollentallet for græs er meget højt i Østdanamrk i øjeblikket. Arkivfoto fra Kongens Have i København. Fold sammen
Læs mere

Hævede øjne, der kløer, løber i vand og bliver røde. En næse, der løber og løber blot for at holde pause, når kroppen indimellem kræver at få afløb i et nys. Hovedpine. Træthed.

Sådan lyder symptomerne på høfeber, der er en allergi udløst af eksempelvis græspollen. En allergi som mange i øjeblikket døjer med, da antallet af græspollen i særligt Østdanmark er utrolig høje for tiden.

»I går var tallet over 200, og i forhold til græs er alt over 50 højt, så tallet er rigtigt højt. Men hvis man ser på vejret, hænger det fuldstændig sammen. Der er masser af blæst, og det er lunt, så pollen bliver blæst rundt, og de bliver frarevet græs, der gror på græsplaner, i grøfter og alle steder,« siger vicedirektør i Astma-Allergi Danmark Anne Holm Hansen.

Tallet for græspollen lå mandag på 230 i Østdanmark, mens det kun var på ni i Vestdanmark. Der måles i to pollenfælder på henholdsvis taget af Danmarks Meteorologiske Institut i København og på taget af Regionshospitalet i Viborg. Den store forskel i tallene kan både skyldes beplantningen i nærområdet og især vindforholdene.

Anne Holm Hansen nævner, at birkepollentallene for nogle år siden var ekstremt høje, fordi en østenvind blæste pollen ind over landet fra øst. Græspollen er dog tungere end birkepollen, og de flytter sig derfor sjældent over helt så store afstande.

»Men alt vejr spiller ind på de pollen, der er i perioden. Så snart varmen kommer, og der er blæst, så stiger pollentallet. Og hvis det begynder at regne, vil pollentallet falde igen, for så slås de ned mod jorden. Så regn er godt for pollenallergikere, og sol er knapt så godt,« siger hun.

Over en million danskere er pollenallergikere, og flest er allergiske over for birk og græs. Mens antallet af birkepollen topper i april-maj, starter sæsonen med græspollen i starten af juni og varer godt tre måneder.

»Det er noget, der påvirker almentilstanden rigtigt meget. Nogle beskriver det som at have en lettere influenza, så de føler, de går syge på arbejde,« fortæller Anne Holm Hansen.

Har man symptomer på høfeber, er det en god idé at besøge sin læge og finde ud af, hvad det præcis er, man ikke kan tåle, så man kan få den rette behandling. Vær også opmærksom på, at man kan have astma oveni. Herefter kan man holde øje med pollentallene på Astma-Allergi Danmarks hjemmeside eller app. Derudover kan man sørge for at plante træer i sin have, der ikke giver pollenallergi. Har man en græsplæne, kan man også sørge for at bruge mikrokløver i den, som ikke er allergifremkaldende.