Stop for byggeri af billige boliger

Det almene boligbyggeri er nærmest gået i stå viser nye tal. Ifølge kommunerne er det blevet for dyrt at bygge dem.

Byggeriet af almene boliger er ved at gå helt i stå. En ny opgørelse fra Dansk Byggeri viser, at kommunernes tilsagn om at bygge almene boliger er faldet til et historisk lavpunkt, skriver Politiken.

Kommunerne over hele landet har kun givet tilsagn om at bygge 470 almene boliger i år, mens tallet sidste år lå helt oppe på 9834.

Begrebet almene boliger dækker over ældreboliger og ungdomsboliger, andelsboliger og familieboliger.

- Det er en meget bekymrende udvikling. Arbejdspladser i de større byer har svært ved at tiltrække arbejdskraft, fordi det er blevet for dyrt at bo i de større byer. Hvis man vil gøre noget ved den udvikling, må man bygge flere almene boliger til familier med almindelige indkomster, siger konsulent i Dansk Byggeri Kasper Hyllested til Politiken.

Også i Kommunernes Landsforening (KL) ser formanden for teknik- og miljøudvalget, venstremanden Bjørn Dahl, med bekymring på udviklingen. Forklaringen er, at det er blevet for dyrt for kommunerne at bygge alment, påpeger han.

Dels er kommunerne underlagt en ramme for, hvor meget et alment byggeri må koste, og de øgede grundpriser og byggeomkostninger gør det ofte umuligt for kommunerne at holde sig inden for den ramme.

/ritzau/