Støjberg om Sjælsmark: »Vi kommer ikke til at ændre mening«

Selvom de Konservative, Liberal Alliance og nu også Socialdemokratiet vil tillade hjemmelavet mad på Udrejsecenter Sjælsmark trods tidligere gentagne afvisninger, holder Venstre fast. Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg siger, at hendes holdning er urokkelig.

iy97t9{t
Inger Støjberg vil ikke tillade familierne på Sjælsmark at lave hjemmelavet mad, selvom Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti og nu også Socialdemokratiet åbner op for muligheden. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Selvom både de Konservative, Liberal Alliance og nu også Socialdemokratiet har sadlet om, holder Venstre fast. Spørgsmålet drejer sig om, hvorvidt beboerne på Sjælsmark må lave deres egen mad eller fortsat skal spise i udrejsecentrets kantine.

»Socialdemokratiet har været meget opsatte på at holde fast i den linje, så jeg er overrasket over, at de har skiftet holdning siden i morges. Men det ændrer ikke på, hvordan Venstre forholder sig til sagen,« siger udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg til Berlingske fredag.

Hendes reaktion kommer i kølvandet på Socialdemokratiets udmelding fredag middag om, at partiet nu er klar til at forbedre forholdene på Udrejsecenter Sjælsmark. Dermed tilslutter socialdemokraterne sig Liberal Alliance og de Konservative. De to regeringspartier meldte i går ud, at de ikke ser et problem i, at familierne laver deres egen mad, selvom de tidligere har nægtet at ændre forholdene.

Inger Støjberg har ingen kommentarer til, hvordan de andre partier forholder sig til sagen. Men hun slår fast, at Venstre i hvert fald ikke ændrer mening.

»Jeg skal ikke bedømme, hvad de andre partier har valgt at gøre i forhold til det her. Jeg kan bare sige, at jeg har den samme holdning i dag, som jeg havde i går, og den kommer jeg også til at have efter valget,« siger hun.

S vender på tallerkenen

Mette Frederiksen meldte sig for alvor ind i valgkampen, da hun fredag middag på Aalborg Katedralskole blandt andet fortalte, at hun »ikke har noget problem med, at man laver mad«.

Det er en markant anderledes udmelding fra Socialdemokratiet, end man kunne læse fredag morgen i Politiken. Her udtalte udlændingeordfører Mattias Tesfaye nemlig, at man ikke mener, at familierne på Sjælsmark må lave deres egen mad. Han var dog åben for, at de kunne få lov til at tage maden fra kantinen med tilbage på værelserne.

Fredag middag – efter Mette Frederiksens debut i valgkampen – havde piben dog fået en anden lyd fra Mattias Tesfaye. Nu støtter Socialdemokratiet de forbedringer, som resten af rød blok har foreslået, og som LA og K også har tilsluttet sig.

»Vi mener, at der er flere muligheder for at forbedre forholdene for børnene på Sjælsmark, herunder at se om familierne kan lave mad på værelserne,« siger Mattias Tesfaye.

Uvis finansiering

På trods af den politiske opbakning til hjemmelavet mad på udrejsecenteret er K, LA og S mindre tydelige omkring, hvordan det skal finansieres. Faktisk vil ingen af partierne komme med et konkret bud på, hvordan familierne skal kunne få råd til at lave den mad, som partierne vil give dem lov til.

»Vi vil gerne være med til at give familien mere selvbestemmelse. Men vi har ikke lagt os fast på, hvordan det rent praktisk skal føres ud,« sagde de Konservatives politiske ordfører, Mette Abildgaard, til DR Nyheder torsdag.

Samme udmelding kom fra Liberal Alliances børneordfører Laura Lindahl. I LA vil man nemlig heller ikke lægge sig fast på, hvordan det konkret skal administreres.

Samme uklarhed sås hos Socialdemokratiets formand, for Mette Frederiksen vil heller ikke fortælle, hvordan beboerne får råd til at købe mad.

»Der er tale om afviste asylansøgere. Det skal vi holde fast i. Hvis man eksempelvis begynder at tilbyde kontante ydelser, i lighed med hvad man har i kontanthjælpssystemet, så er jeg ikke sikker på, at det er den rigtige vej at gå«, sagde Mette Frederiksen.