Støttepartierne rasler med sablen, men politisk kommentator kan ikke hidse sig op: »Det virker lidt desperat«

Regeringens støttepartier taler med bulder og brag i forhold til regeringens ageren i sagen om danske statsborgere i fangelejre i Syrien. Berlingskes politiske kommentator mener imidlertid ikke, at vreden vil få mærkbare konsekvenser for regeringen.

Støttepartierne er fortørnede over regeringens og statsminister Mette Frederiksens ageren i sagen om danske statsborgere i fangelejre i Syrien. Berlingskes politiske kommentator mener imidlertid ikke, at man skal lægge for meget i støttepartiernes hårde ord. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Regeringens støttepartier raser over regeringens uvillighed i forhold til at hente danske statsborgere hjem fra fangelejre i Syrien. Nu går Radikale Venstre, Enhedslisten og SF til angreb på regeringen, skriver Politiken, idet de tre partier nu kræver en juridisk redegørelse fra regeringen i sagen om de danske børn og voksne i fangelejrene.

Kravet kommer, efter at FN for nylig sendte et brev til regeringen, hvori Danmark kritiseres for at bryde internationale konventioner ved at lade danske statsborgere sidde i lejrene.

FN kritiserer Danmark for at handle i strid med FN’s børnekonvention og FN’s menneskerettighedserklæring, idet den danske regering nægter at hente statsborgere ud af fangelejrene al-Roj og al-Hol.

Ifølge Radikale Venstres leder, Sofie Carsten Nielsen, kan sagen skade forholdet mellem regeringen og støttepartierne:

»Det her er meget, meget grundlæggende for forholdet mellem os som støttepartier og regeringen. Internationale konventioner er simpelthen selve grundlaget for at kunne støtte en hvilken som helst regering. Det står i forståelsespapiret, og det tager vi meget alvorligt. Det gør vi i samlet flok,« siger Sofie Carsten Nielsen til Politiken.

»Det virker lidt desperat«

Berlingskes politiske kommentator, Bent Winther, beskrev i en analyse tirsdag støttepartiernes ledere som en trio, der bliver kørt over »igen og igen«, og som i øjeblikket optræder som dem, »der skælder ud«.

At der endnu engang lyder bulder og brag fra støttepartierne, bør man dårligt hidse sig op over, mener Bent Winther.

»Striden om de danske børn og deres mødre i syriske fangelejre har stået på i mange måneder. De tre støttepartier har forsøgt stort set alt for at få regeringen til at ændre kurs, og nu forsøger de så med menneskerettighederne og FNs børnekonvention. Det virker lidt desperat,« siger Berlingskes politiske kommentator.

Kan regeringen afvise, at det har noget på sig?

»Det har den i hvert fald gjort indtil nu. Sagen om de danske børn er blevet undersøgt meget grundigt juridisk herhjemme og internationalt. At FN og også USA presser på for at få Danmark og en række andre lande til at tage egne statsborgere hjem har stået på længe.«

Er regeringen ikke nødt til at tage en koordineret henvendelse fra sine tre støttepartier alvorligt?

»Tilsyneladende ikke. Det ligner endnu en ydmygelse af de tre partier på udlændingepolitikken. Udenrigsminister Jeppe Kofod svarer i Politiken ganske arrogant, at man allerede har svaret på spørgsmålet i en henvendelse fra FN. Og at han da gerne vil sende svaret til De Radikale, Enhedslisten og SF,« uddyber Bent Winther.

Hvor ender striden mellem regeringen og støttepartierne?

»Regeringen og støttepartierne indgik for godt en måned siden en aftale om etablering af en taskforce, der skulle undersøge hver enkelt sag og vurdere juraen. Denne redegørelse skal drøftes på en offentlig høring 19. maj. Henvendelsen fra de tre støttepartier tyder på, at de har mistet tilliden til, at den proces fører til det, de vil have: At få både børn og mødre hjem.«

Får det anstrengte forhold mellem støttepartier og regeringen konsekvenser?

»På alle de områder står de stejlt overfor hinanden. Regeringen har dog flertallet på sin side og har ikke tænkt sig at gå på kompromis med den stramme udlændingepolitik. På længere sigt vil det meget anstrengte forhold gøre livet besværligt i mange andre sager, og presset på Jeppe Kofod kan vokse på ny. Vi ved, at der i et par af partierne er en stor sult efter at manifestere sin magt som parlamentarisk grundlag ved at vælte en minister,« forklarer Bent Winther.