Står det til udlændingeminister Mattias Tesfaye (S), skal de, der søger asyl i Danmark, sendes til et modtagecenter i Rwanda og have deres asylsag behandlet der.

Men den plan huer ikke regeringens støttepartier. Både De Radikale, SF og Enhedslisten er helt imod ideen og kalder den usolidarisk.

»Jeg er jo reelt bekymret for, at vi står over for at blive et land, som eksporterer vores ansvar. Som sender mennesker, vi ikke kan lide, ud af landet, selv om vi egentlig er forpligtet til at beskytte dem. Det ser vi med stor alvor på,« siger udlændingeordfører Kathrine Olldag (R).

»I min optik er det fremmedfjendsk politik,« lyder det.

Torsdag har Tesfaye indkaldt Folketingets udlændingeordførere til et statusmøde om, hvordan det går med at stable en aftale med det centralafrikanske land på benene, så en del af dansk asylbehandling rykker sydpå.

Her vil han tilsyneladende meddele dem, at drøftelserne med Rwanda har taget »et stort skridt i den rigtige retning«.

»Vi er nået så langt, at vi nu er i konkrete drøftelser med Rwanda om at indgå et tæt partnerskab mellem Danmark og Rwanda,« siger ministeren i en skriftlig kommentar.

I 2018 fremlagde Socialdemokratiet sit ønske om at få et modtagecenter i et tredjeland.

I sin tid var både De Radikale og Enhedslisten imod, mens SFs formand, Pia Olsen Dyhr, så gode takter i udspillet.

Men alle tre partier siger torsdag, at de ikke støtter den nuværende plan.

Ifølge Enhedslistens udlændingeordfører, Rosa Lund, er der »så mange ting galt med det, at jeg ikke ved, hvor jeg skal starte«. Hun vil derfor gøre, hvad hun kan, for at forpurre regeringens plan.

»Nu skal vi først lige se, hvad ministeren vil orientere os om på mødet, men jeg tror ikke rent menneskeretligt, at det her kan lade sig gøre,« siger Rosa Lund.

Olldag nævner, at Rwanda har store problemer med at overholde menneskerettigheder, ligesom frihedsrettigheder i landet er presset.

»Hvordan kan et land, folk selv flygter fra, fordi de er i livsfare, hvordan kan sådan et land overhovedet garantere tilværelsen for flygtninge fra andre lande.«

De Radikale har ikke afgjort, om partiet fortsat vil støtte regeringen, hvis planen bliver virkelighed.

»Det har vi ikke taget stilling til endnu, men vi ser med rigtig stor alvor på det, der er ved at materialisere sig for øjnene af os,« siger Kathrine Olldag.

Også SFs udlændingeordfører, Carl Valentin, er meget skeptisk over for, hvad SF får ud af torsdagens orientering.

Udlændingeministeren har sagt, at modtagecenteret skal gøre op med et ødelagt asylsystem, hvor mennesker drukner på vej til Europa.

Og det er Carl Valentin enig i. Men det er ikke Danmark, der skal etablere et modtagecenter. Det er EU og FN.

»Vi er enige med regeringen om, at så få som muligt skal drukne, når de er på vej til Europa.«

»Men det skal være EU eller FN, der skal stå bag, hvis der skal laves modtagecentre i tredjelande,« siger han.

Forholdet mellem regeringen og støttepartierne bliver ikke bedre af, at regeringen laver asylpolitik med højrefløjen.

Det er ikke det, regeringen har fået mandat til, siger Carl Valentin.

Regeringen kan formentlig få en Rwanda-plan gennemført med støtte fra blå partier.

Mattias Tesfaye understreger inden mødet, at der er behov for fortrolighed i drøftelserne med Rwanda, da der endnu ikke er en aftale.

/ritzau/