Støttekomiteen for Tibet: »De har i al for høj grad taget hensyn til helt urimelige krav fra kineserne«

Støttekomiteen for Tibet rejser skarp kritik mod regeringen, mens justitsministeren slår fast, at de nu vil sikre, at noget tilsvarende ikke skal gentage sig.

 
Politiet tog tibet-flag fra fredelige demonstranter under et kinesisk statsbesøg i 2012. Video: Ritzau/Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Vilkårene for, at grundloven blev brudt under Kinas statsbesøg i både 2002, 2004, 2012 og 2013, blev hjulpet godt på vej af Politiets Efterretningstjeneste (PET) og Udenrigsministeriet.

Det fremgår af Tibetkommissionens beretning, der er offentliggjort mandag og har været flere år undervejs.

Ifølge kommissionen lagde efterretningstjenesten og Udenrigsministeriet pres på Københavns Politi for at fjerne eller skjule lovlige demonstrationer, når officielle repræsentanter for Kina kom på besøg i Danmark. Kommissionen skriver, at det er særdeles kritisabelt, at Udenrigsministeriet ved Kina-besøg har tilskyndet til og samarbejdet om at forhindre anti-kinesiske demoer.

Udover kommissionens hårde kritik af Udenrigsministeriet og PET, får det også Anders Højmark Andersen, der er formand for Støttekomiteen for Tibet, til at komme med skarp kritik af de danske myndigheder og regeringen.

»De regeringsbærende partier er i for høj grad gået på kompromis med de værdier, vi har som demokrati og retssamfund. De har i al for høj grad taget hensyn til helt urimelige krav fra kineserne,« siger Anders Højmark Andersen.

Han mener ikke, det nytter noget at samarbejde med Kina, hvis Danmark giver køb på eget demokrati og kamp for menneskerettigheder.

»Så opnår vi ikke det, vi gerne ville opnå, når vi kritiserer Kina for deres menneskerettighedskrænkelser. For hvorfor skulle de lytte til dansk kritik, når den danske regering selv krænker vores rettigheder?« .

Anders Højmark Andersen håber på, at kommissionen vil føre til en mere stålfast politik fra dansk side.

»Vi skal have en ny politik over for Kina, hvor vi står mere fast på vores værdier og forsvarer retssamfundet og menneskerettigheder på en mere direkte måde end hidtil,« siger han.

Minister: Medarbejdere skal respektere retten til at demonstrere

Berlingske forsøger at få en kommentar fra udenrigsminister Jeppe Kofod (S) og justitsminister Nick Hækkerup (S). De har dog udtalt sig i skriftlige svar til Ritzau.

Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) understreger efter hård kritik af hans ministerium fra Tibetkommissionen, at medarbejdere skal respektere danskeres ret til at demonstrere.

»Det har jeg tillid til, at Udenrigsministeriets medarbejdere også vil kommunikere klart til alle relevante samarbejdspartnere i forbindelse med afvikling af besøgene,« skriver han.

Justitsminister Nick Hækkerup (S) kalder det uacceptabelt, at Kina-kritiske demonstranter har fået deres rettigheder knægtet, som anført af Tibetkommissionen.

»Ytringsfrihed og forsamlingsfrihed er fundamentale rettigheder og værdier i vores danske demokrati. Myndighedernes vigtigste opgave er at værne om borgernes rettigheder,« skriver Nick Hækkerup.

Siden Tibetkommissionens første beretning fra 2017 er der på Justitsministeriets område taget en række initiativer med henblik på at sikre, at noget tilsvarende ikke kan gentage sig, og det har kommissionen også noteret sig, oplyser Nick Hækkerup på Justitsministeriets hjemmeside.

Politiet tog Tibet-flag fra fredelige demonstranter under et kinesisk statsbesøg i 2012. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jens Conrad-Petersen.

En syvbindsberetning og endnu en undersøgelse

Tibetkommissionens syvbindsberetning – den første – blev efter to års undersøgelse offentliggjort i december 2017.

Dengang konkluderede den, at Kina-kritiske demonstranters grundlovssikrede rettigheder var blevet krænket under flere kinesiske statsbesøg i 2012 og 2013.

Hovedansvaret for grundlovsbruddene i 2012 og 2013 blev placeret hos to mellemledere i Københavns Politi.

Og på videooptagelser fra 2012 kan man se, hvordan politifolk gik hårdt til fredelige demonstranter og forsøgte at få dem til at pakke flag sammen. Da en kvinde nægtede, flåede en betjent flaget ud af hænderne på hende.

Få måneder efter kommissionens beretning var offentliggjort, kunne DR afsløre, at potentielt afgørende e-mails og andre dokumenter i sagen fra de involverede ministerier aldrig blev udleveret til Tibetkommissionen.

Berlingske kunne efterfølgende også afsløre, at det helt tilbage fra 1995 havde været praksis, at dansk politi sørgede for, at højtprofilerede gæster fra Kina ikke tabte ansigt på deres besøg i Danmark.

Disse afsløringer fik i sommeren 2018 daværende justitsminister Søren Pape (K) til at gennedsætte kommissionen.

Det er altså anden gang, at Tibetkommissionen undersøger forløbene omkring kinesiske besøg i 2012, 2013 og 2014 og politiets krænkelse af borgeres ret til at ytre sig og demonstrere.

Ifølge TV 2 er de fleste af sagens hovedpersoner i mellemtiden gået på pension, så hvis kommissionen ender med at placere et ansvar hos bestemte embedsmænd, vil det med stor sandsynlighed ikke få tjenesteretlige konsekvenser for dem.