Støttekomite: Skuffende dom om frihedsberøvelse

Landsretten har kendt tilbageholdelsen af en demonstrant under besøget af den kinesiske præsident i 2012 ulovlig. Det er ikke nok, mener Støttekomiteen for Tibet.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Man skal kunne stå på et offentligt fortov og vifte et tibetansk flag, uden at man risikerer at blive tilbageholdt af politiet.

Anders Højmark Andersen, formand for Støttekomitéen for Tibet, er skuffet over Østre Landsrets dom i sagen om seks personer, der blev frihedsberøvet under en demonstration mod den kinesiske præsident i 2012. Kun i ét af tilfældene var tale om ulovlig frihedsberøvelse, vurderer landsretten.

»Det er åbenbart et spørgsmål om, hvad frihedsberøvelse udgør i juridisk forstand,« siger Anders Højmark Andersen.

Landsretten skulle ikke tage stilling til, om de seks demonstranters forsamlingsfrihed, ytringsfrihed eller lignende blev krænket under episoderne ved præsidentbesøget. Men det vil støttekomiteen have afklaret.

»Det er derfor, vi har igangsat en ny retssag, hvor vi tager hul på de mere principielle spørgsmål. Der vil vi gerne have domstolens ord for, at det er i strid med menneskerettighedskonventionerne og dansk lovgivning at gribe ind overfor en fredelig person, der står på et offentligt sted med et tibetansk flag,« siger formanden.

Inden sagen blev afgjort ved domstolene, har politiet flere gange afvist, at man fratog demonstranterne flagene. Det er meget problematisk, vurderer Anders Højmark Andersen.

»Politiet har løjet om det her fra begyndelsen, både over for domstolen og over for Folketingets Retsudvalg. Det tyder ikke særlig godt for retssikkerheden i Danmark. Vi mener, at politiet har nogle alvorlige problemer, som man må til at rydde op i,« siger han.