Større naturbrand ved Råbjerg Mile under kontrol

En naturbrand rasede søndag i Nordjylland. Den er nu under kontrol, oplyser beredskab.

Omkring 80 brandfolk fortsatte søndag aften indsatsen mod en større naturbrand, som søndag eftermiddag brød ud i Vendsyssel tæt på Skiveren.

Men takket være standsningslinjer, hvor jorden var pløjet op for at begrænse flammerne, var branden søndag aften under kontrol. Det skriver Nordjyske.

»Vores standsningslinjer holder, så vi har en ydre kontrol med branden. Men det brænder stadig i nogle brandlommer inde i området,« fortalte beredskabsdirektør Diana Sørensen ifølge Nordjyske.

Barnden opstod i et skovområde på cirka en kvadratkilometer syd for Råbjergvej - nordvest for Ålbæk. Selve vejen blev søndag eftermiddag spærret på grund af røg.

Søndag aften vurderede beredskabsdirektøren, at slukningsarbejdet ville stå på til og med mandag morgen eller måske endda endnu længere.

»Området er meget svært fremkommeligt, og vinden vanskeliggør arbejdet. Vi bruger motorsave og har lokale til at hjælpe os med at komme frem i terrænet. Og det begynder at se fornuftigt ud nu,« sagde Diana Sørensen til Nordjyske søndag aften.

Brandårsagen er endnu ukendt. Der er ingen huse i det område, der er ramt af branden, skriver Nordjyske.