Støjberg gennemgår alle sine kandidater personligt

Dagens overblik: Berlingske giver dig her overblikket over dagens vigtigste historier.

Tidligere Udlændinge- og Integrationsminister Inger Støjberg. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Godmorgen og velkommen til lørdagens nyhedsoverblik.

Det bliver – endnu – en  varm dag i dag i det, som DMI har kaldt sommerens sidste hedebølge.

I forhold til meldingerne tidligere på ugen, hvor der var snak om over 30 grader, er toppen dog blevet barberet af. DMI melder således nu om en dagtemperatur, der ventes at nå op over 25 grader de fleste steder i landet. For København lyder prognosen på 29 grader i eftermiddag.

Men inden temperaturen kravler helt så højt op, skal vi omkring dagens vigtigste og mest interessante historier.

Las os hoppe ud i det.

Antallet af coronadødsfald stiger markant

Antallet af coronarelaterede dødsfald er steget markant i løbet af de seneste uger, og især blandt de ældste danskere har covid-19 kostet uventet mange liv hen over sommeren. Det skriver Berlingske.

Det fremgår af den seneste tendensrapport fra Statens Serum Institut, SSI, hvilket vækker bekymring blandt eksperter. De råder til at fremrykke det fjerde vaccinestik til de ældste, mest udsatte borgere.

»Der er ret meget corona i Danmark lige nu. Antallet af coronarelaterede dødsfald er vokset den seneste måned, og det er ikke tilfældige udsving. Det er en reel stigning, og det er sandsynligvis en konsekvens af, at vaccinerne blandt en stor del af befolkningen er ved at være gamle – der er meget lidt beskyttelse tilbage,« vurderer Viggo Andreasen, der er lektor i matematisk epidemiologi ved Roskilde Universitet.

Læs hele artiklen her.

Støjberg har travlt med at samle kandidater uden færdigt politisk program

Danmarksdemokraterne og partistifter Inger Støjberg arbejder i disse dage intenst på at få samlet et hold af kvalificerede kandidater, inden der bliver udskrevet valg. Det skriver Jyllands-Posten.

Ifølge avisens oplysninger har flere end 150 håbefulde søgt om at blive kandidater for partiet. Derfor har Inger Støjberg personligt – med støtte fra tidligere gruppeformand i Dansk Folkeparti Peter Skaarup og tidligere partisekretær i Dansk Folkeparti Steen Thomsen – gennemgået dem, deres baggrund, politiske holdninger, kompetencer og erfaringer.

»Kandidatfeltet skal gerne afspejle, at Danmarksdemokraterne går efter at samle det bedste politik fra Venstre og blandt andet Dansk Folkeparti, uden at vi af den grund bliver til »Venstre 2.0« eller »Dansk Folkeparti 2.0«,« siger Steen Thomsen til Jyllands-Posten.

Hvis de nuværende meningsmålinger bliver en realitet, skal Inger Støjberg have fundet omkring 20 kandidater til Folketinget. Foreløbigt har Danmarksdemokraterne ikke noget egentligt politisk program.

Læs hele artiklen her.

Det er langtfra historisk dyrt at købe bolig

Venstre har reelt skudt valgkampen i gang med en omfattende plan om økonomisk støtte til nye boligkøbere.

Partiet henviser til, at de fleste danskere drømmer om en ejerbolig – men at antallet af boligejere sakker bagud i forhold til antallet af lejere. Derfor vil partiet give førstegangskøbere en økonomisk håndsrækning først og fremmest i form af skattefordel ved at spare op til at købe bolig.

Men det er faktisk kun i København og i Nordsjælland, at det er dyrt at købe sig en bolig i forhold til et gennemsnit over de seneste knap 25 år. Det viser en beregning af den såkaldte boligbyrde, som er udgifterne til at købe og eje et parcelhus i forhold til vores disponible indkomster.

Det skriver vi her på Berlingske – du kan læse hele artiklen her.

»Jeg har virkelig ondt i maven«

Den rekordhøje inflation gør, at mindst 180.000 lejere risikerer markante huslejestigninger.

En af dem er 24-årige Anna Dybkjær Smedegaard, som TV 2 har talt med.

Til daglig læser hun dansk på Københavns Universitet og bor i en 1-værelses studiebolig på Frederiks Brygge på 49 kvadratmeter.

I slutningen af juli landede der en besked i mailboksen om, at huslejen 1. september stiger fra 6950 kroner om måneden til 7512 kroner. Plus forbrug. En samlet regning på mere end 8000 kroner.

»Det er fuldstændig vanvittigt. Især taget i betragtning af at det er studieboliger. Jeg har virkelig ondt i maven over det. Det rammer mange studerende, og ingen gør noget,« siger Anna Dybkjær Smedegaard til TV 2.

Læs hele artiklen her.

Analyse: Søren Pape Poulsen udfordrer Jakob Ellemann-Jensen

Den konservative formand, Søren Pape Poulsen kan ikke trække den længere. I den kommende uge vil en bombe efter alt at dømme blive smidt i den blå familie på Christiansborg. Og det er ikke noget, der nødvendigvis øger mulighederne for en borgerlig valgsejr. Det skriver Berlingskes politiske kommentator Bent Winther.

I partitoppen er de fortsat meget hemmelighedsfulde. Der tænkes, overvejes og vejes for og imod til det sidste, må man forstå. Et godt bud er dog, at bomben springer på onsdag, når De Konservative holder pressemøde i forbindelse med partiets sommergruppemøde på Egelund Slot i Nordsjælland.

Og et endnu bedre bud er, at det bliver et ja tak. Selvfølgelig stiller Søren Pape Poulsen i den kommende valgkamp op som kandidat til landets øverste politiske post. Der er rigtigt meget, der taler for, og kun få argumenter imod for den konservative leder.

Læs hele analysen her.

Det sker i dag:

  • Den københavnske festival AiaSound Festival slutter i dag efter at have været i gang siden torsdag på Tiøren på Amager med navne som Tiestö, Tyga, Steve Aioki, Tobias Rahim, Hans Philip og Sivas på plakaten.
  • Til gengæld begynder Copenhagen Pride i dag og varer frem til søndag 21. august. Ugen udgør en fejring af LGBTQ+-miljøet og både fester og skaber debat om rettigheder og mangfoldighed. Den traditionelle Pride-parade gennem Københavns gader foregår på lørdag 20. august.
  • Og hvis du bare ikke har fået nok af festival, så spiller den amerikanske duo Toto koncert i Royal Arena i aften. Mon ikke en klassiker som »Africa« får lov at fylde arenaen.